Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Stadbanen
Det er som en stadig Paaminder om at bruge den
saa hurtigt flygtende Tid, hvis Hast ligesom
legemliggøres i Togenes uophørlige Forbisusen, og
det er som en stor praktisk Skole i Punktlighed. Der
er desuden det Tiltalende ved Stadbanen, at for dens
Vedkommende er det prøjsiske Formynderskab over de
Rejsende afskaffet. Ingen Jernbane-Embedsmand raaber
Station-Navnene; man overlader Passagererne selv at
passe paa. Ingen aabner Dørene for En eller lukker
dem efter En; det er En selv overladt at sørge for,
man kommer med og kommer ud.
Trafiken er endnu forholdsvis ikke stor; der har
ikke endnu kunnet udvikle sig Vaner hos Befolkningen
til at benytte den nye Bane, og for Menigmand af
Arbejderstanden er Priserne, saa lave de end er, endnu
vel høje. Om Dagen er der imidlertid selvfølgelig
paa alle disse nye Banegaarde det urolige Liv,
som udfolder sig om Samfærdslens Knudepunkter. Men
om Aftenen er der stille. Træder man en sildig Aften
ind paa Alexander-platz’s uhyre Banegaard for med det
sidste Tog at køre til sit Hjem, saa er Indtrykket
æventyrligt, feagtigt Dagklart oplyst ved det
hvide, med overjordisk Styrke og Mildhed straalende
elektriske Lys ligger den umaadelige Hvælving dér
i stille, ensom Majestæt som et fortryllet Rum,
ubetraadt af nogen Menneskefod.
Det elektriske Lys hører aandeligt sammen med
den nye Stadbanes monumentale Bygningsværker. Det
peger ind i Fremtiden som de. Medens man i Paris
begyndte med at oplyse Fornøjelsernes Midtpunkt,
Operapladsen, elektrisk, har man her begyndt med at
oplyse Stadbanens Stationer og det alvorlige, stærkt
befærdede Parti omkring Potsdamerpladsen. Træder
man ind, hvor dette Lys hersker, saa er det En i
Grunden, som traadte man ind ikke i en ny Bydel,
men i en helt ny Tidsalder, og staar man om Aftenen
paa Potsdamerplatz og lader Blikket først glide ned
ad Leipzigerstrasses dobbelte Lysflod, saa søge ind i
den lange Potsdamerstrasse, som med sine sædvanlige,
for tyve Aar siden saa blændende Gaslygter nu ved
Sammenligningen tager sig ud som den mørke Hovedgade
i en Købstad fra forrige Aarhundrede, da er det En
som var man fra Barbariets mørke og henfarne eller
henfarende Tider rykket ind i en ny Tidsalder, hvis
Væsen er Lys og Glæde over Lyset.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>