Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370 Schillers
Wallenstein
fusende end sin Helt, fordi hans Modgrunde, hans
Betænkeligheder ikke er til for hende, da han for
hende som Kvinde er Retten og Moralen i egen Person:
lad ham blot tage sit Parti, saa bliver det, han
vælger, straks Ret. Mesterligt er hendes Forsøg
paa at opflamme ham ved bestandige Henvisninger
til Begivenheder i hans Fortid, i hans eget Liv -
dets Synskres er hendes Synskres – medens han paa
sin Side, saa snart han bliver ene, ikke skænker
hendes Grunde en Tanke, derimod straks griber en stor
historisk Jævnførelse: Hvad værre gør jeg, end Cæsar
gjorde, da han førte Roms Legioner mod Rom! .
Was thu’ ich Schlimmres Als j ener Cåsar that,
dess Name noch Bis heut das Hochste in der Welt
benennet? Er fuhrte wider Rom die Legionen, Die Rom
ihm zur Beschutzung anvertraut. Warf er das Schwert
von sich, er war verloren, Wie ich es war, wenn ich
entwaffnete.
Dog i endnu højere Grad end Grevinde Terzky vækker
Butler Beundring. Denne Karakter, der er af ét Stykke
og netop derfor i Stand til uberegnelige Omslag,
er den mest slaaende sande i Dramet. Det er Manden,
hvis Hjerne kun rummer én Tanke, det vil sige én Tanke
ad Gangen, det er det snevre Hoved, Fanatikeren - han
følger Wallenstein som en Slave, til han pludselig,
da han føler sig ramt paa én Gang i sin Forfængelighed
og i sin Tillid, slaar om og bliver hans Hader og
Morder. Hvem har levet Livet med aabne Øjne og har
ikke truffet Butler!
Næsten modstræbende har Schiller formet disse
fortræffelige Skikkelser; han har ligesom aftrodset
sin bløde Digter-Medfølelse dem. I November 1796
skriver han til Goethe, at Æmnet slet ikke fængsler
ham, at han aldrig har følt en saadan Kulde for
Genstanden forenet med en saadan Varme for Arbejdet;
han har «kun en Kunstners rene Kærlighed* til disse
Skikkelser; alene for den unge Piccoloraini er han,
som han udtrykker sig, «inter-esseret ved sin egen
Tilbøjelighed*. Havde han blot ikke været det! Havde
han blot nøjedes med ogsaa at have «en Kunstners rene
Kærlighed* til Max og Thekla; saa havde de ikke staaet
udenfor Stykkets Luft, saa havde vi ikke bestandig
hørt Schillers Talekunst igennem dem?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
