Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428 Julius
Lange
overfor dem af vore grundtvigianske Bekendte, der
efter hans Udtryk bar deres Hjerter dinglende i
Knaphullet som Dekoration. Efterhaanden kom det dog
i Kraft af selve vor Ungdom til, at vi ikke havde
nogen Hemmelighed for hinanden.
Kort efterat vi var begyndt paa i Fællesskab at
læse Oldtidsliteratur, fik Lange den Idé, at vi
burde forene os nogle Stykker og spille Sofokles’s
Filoktetes paa Græsk for om muligt ad denne Vej ret at
trænge ind i den antike Tragedies Aand. Rollerne blev
fordelte, Julius spillede Helten, Neoptolemos blev
mig overdraget, Nutzhorn var Koret, Tritagonistens
Rolle blev delt mellem forskellige, deriblandt en
norsk Filolog. Der blev hele Vinteren igennem holdt
først en Række Læseprøver, saa en temmelig lang Række
virkelige Prøver, og naar det lykkedes at faa Bugt
med de ungdommelige Latteranfald, der undertiden
forstyrrede Andagten, lærte Deltagerne virkelig ikke
lidet af disse Forsøg. Der prøvedes uden Sufflør,
uden Kulisser, uden Kostymer og uden Teater hos den
af os, der havde det største Værelse, indtil i Marts
Maaned alle kunde deres Roller paa Fingrene. Om at
indbyde Tilskuere var der ikke Tale. De Optrædende
spillede af rent Sværmeri for Antiken og for deres
egen Skyld alene. Sidst i Marts fandt den endelige
Opførelse Sted. Julius Lange var den eneste, der
virkelig spillede. Men han gjorde det saa mesterligt,
saa overbevisende, at Illusionen indfandt sig og alle
var lidt betagne. Naar Filoktetes sad alene og klagede
over sin syge Fod, mens Koret forgæves vilde trøste
ham, var Virkningen gribende. Paa Tragedien fulgte
et overmaade lystigt Gilde, der varede til langt ud
paa Morgenstunden og til hvilket jeg havde skrevet
en Vise, hvis første Strofer lød:
Vi midt paa Scenen os satte kækt
paa Lemnos’ Strand, paa vor Bag i Sandet,
og hilse dig, Punsch, som en Støvleknægt
mod Kothurnen, der trykker vor Fod forbandet.
Saa ville vi solde
og glemme vor Rolle.
Forresten tænker jeg, vi beholde
Kostymet paa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
