Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julius Lange
469
Hvor gaar min Vej? Til Dalens Skygge, Til Lunden
hist ved Aaens Bred? Der kan en Hytte jeg mig bygge,
Hvor stille Sysler byde Fred. Der Skyggen kvæge vil
mit Øje, Som skuer mod den mørke Jord. Der passer
Plantens Vækst jeg nøje, Imens jeg selv som Planten
gror.
Jeg hører Stadens fjerne Vrimlen,
Jeg øjner hist dens Røg og Sod,
Dens Aandedrag formørker Himlen,
Den plumrer Havet med sin Fod.
Dog vinker den: «Lad Ryggen krummes,
I evig Travlhed strid og taal!
Mens Kinden falmer, Sansen dummes,
Din Tanke slibes som en Naal.»
Se Havet hist, det lokker, vinker Med underlige
Æventyr. Her Bølgen bruser, se, den blinker, Det
fjerne Sejl for Øjet flyr. Se, Skæbnen bor i dine
Vande, Hvad lover du mig, store Hav? Det rige Guld
fra fjerne Strande - I Bølgens Favn en ukendt Grav?
Men før min trætte Fod mig bærer Til ukendt Maal
den Vej saa lang, Til Stav en Oliegren jeg skærer Og
vandrer fromt en Pilgrimsgang. Hver Aftenstund, naar
Klokken ringer, Jeg stamme vil min Tak til Gud, Da vil
min Fod og Sang faa Vinger Og bære mig i Verden ud.
IX
Ovenstaaende, hvori det Ejendommeligste maaske er
Frygten for under et Byliv at faa Tanken slebet
naalespids og Sanserne fordummede, var det sidste
Brev, jeg modtog fra Italien. Den 21de Maj vendte
Lange tilbage, sprudlende af Aand og Indfald,
gennemtrængt af Skønhedsglæde og af en saadan
Sandhedskærlighed, at det under de lange, udmærkede
Samtaler, det da var hans Lyst at indlede og føre,
var En, som saa man ned i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
