Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
496 Julius
Lange
Akt, Orests Vanvid og Helbredelse, der ubetinget er
det Dejligste i hele Stykket; undertiden vil de ikke
rigtig gaa sammen (Ifigenias Monolog i Slutningen
af fjerde Akt). Naturlivis er Goethe nok Mand for
at sørge for at det Ene ikke stikker raat og plumpt
i Stilen af mod det Andet Men jeg skulde tro, at det
var hans Stykkes Achilleshæl. (Hvad bliver der af det
Motiv, der etsteds antydes, at Ifigenia kunde tage
Thoas og derved befri Vennerne? Det løber han fra.)
Der findes i Euripides’s Drama en Mængde Stof,
ikke af poetisk, men af religiøs, mytologisk Natur,
som G. naturligvis lader ligge. Han har jo Intet
at skaffe med Kandefesten i Athen eller med den
brauroniske Artemis, eller den tauriske Artemis’s
Tempel i Halai osv. osv. Man kan sige, at ved en
æstetisk Sammenligning mellem G.s og E.s Stykker maa
Sligt lades ude af Betragtning, fordi det slet ikke
falder ind under det Æstetiske: Blomstens Stilk er
ikke saa skøn som Blomsten selv, og Blomstens Rod er
slet ikke skøn og ganske uæstetisk, allerede af den
Grund, at den er skjult af Jorden. - Men Blomsten er
alligevel skønnest, naar den sidder paa sin Stilk
og Stilken paa sin Rod; dens Eksistens er bunden
dertil. Saaledes har al sand Kunst sine Rødder i
det, som ikke er Kunst, i det uæstetiske Liv. Nu
kunde man fristes til at betragte alle moderne
Reproduktioner af Antiken som en Buket afplukkede
Blomster, hvor man har søgt at rive det,* som havde
den æstetiske Værdi, løs fra det, som ingen havde, og
blot beholde det rene, poetiske Væsen - og man kunde
da efter Analogien spaa, at deres Liv kun vilde være
kort. Men kan næsten ikke læse Euripides’s Ifigenia
og Goethes uden at denne Sammenligning falder
En ind. Rødderne er til alle Sider overskaarne,
og Blomsten sat hen i fremmed Luft. Koret er væk,
som paa en Maade er den Navlestreng, der betegner
det antike Dramas Oprindelse, og som vel netop har
sin ejendommelige Betydning ved aldrig helt at være
Illusionen undergivet, men for det meste kun at være
Tilskueren XOLT? sgoxrjv (det er jo ikke Skuespillere,
men Borgere). Medens man hos Eur. hele Tiden, om
end uklart, aner Teatret og Scenen og ligesom har en
dunkel Følelse af den skønne og værdige Gruppering,
er Goethe udelukkende aandelig og har kun med en
Læser at gøre. Eur. har skrevet for Teatret; Goethe
for Bogskabet. - Ja, at udføre denne Tanke videre,
vilde være en Trivialitet overfor dig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
