Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Julius Lange. Breve fra hans Ungdom - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jullus Lange
573
Man krævede Langes Afsked. Han tog den, skønt den
gik ham overmaade nær. Hans Tunghørhed blev benyttet
som Paaskud. Slige Erfaringer gør en i Forvejen ikke
stridbar Mand, der uden Formue har en stor Familie
at ernære, forsigtig.
Igennem Ungdomsbrevene fra Lange er Læseverdenen
bleven bekendt med hans Følemaade omtrent til
Aaret 1871. Det vilde have Interesse at vise,
hvorledes han stillede sig til den vaagnende
literære og sociale Bevægelse i Ungdommen da; men
Æmnet er for vidtløftigt. Det er nok at antyde
hans Stilling til et Par af Hovedmændene. Han
holdt meget af J. P. Jacobsen, og de kunde godt
sammen. Alligevel var der i Jacobsens Skrivemaade
noget, som nødvendigvis maatte være det Græske i
Langes Naturel imod. «Det er nu alligevel den spækkede
Stih, sagde han en Dag. Hvad Holger Drachmann angik,
som den Gang temmelig udtømmende kunde særtegnes ved
Bestemmelsen «genialt Brushoveds, var Forholdet mere
indviklet. De mødtes en Aften sidst i 1871 ved en
større festlig Sammenkomst. Drachmann kunde paa hint
Tidspunkt naturligvis ikke se andet i Lange end en,
som hørte til den Linje, «der intet vilde gøre», en
kundskabsrig, tilbageholdende Person, der i sin Sky
for Larm og Spektakel gjorde sig ufølsom, tav til Uret
og for ingen Pris vilde være med til Oprør. Og han
læste Engelske Socialister og Digtet om Satory-Slettea
højt, der begge var utrykte, ti han havde da endnu
intet udgivet, og holdt derefter en flammende Tale
med hans sædvanlige Omkvæd den Gang, at Christiansborg
Slot burde brændes -. det er jo nu desværre brændt -
og det Hele «raseres». Derefter tog Julius Lange,
hvem Drachmann havde undervurderet som Modstander,
Ordet, meget stilfærdigt og meget fast. Han gik udenom
alle de revolutionære Lærdomme, angav end ikke sin
Stilling til Kommunen i Paris, hvad i hin Tid gjaldt
for en Pligt, men holdt sig alene til det Sjælelige,
og uden et Øjeblik at blive personlig, uden engang
at gøre en Hentydning til den foregaaende Taler,
hævdede han, at det Eneste, han paa det aandelige
Omraade havde Respekt for, var det Selverhvervede,
Selvindvundne, det, den Enkelte helt igennem og paa
ethvert Punkt kunde staa inde for. Det var det Hele,
og det blev endda sagt let hen, skønt med. Vægt. Men
det var Alvor.
Der var i hans Væsen noget af den ædle og skønne
Be-sindighed, som Grækerne kaldte Sofrosyne. Og det
vise Maadehold, denne saa ægte danske Sindiglied
findes overalt i Langes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
