Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herman Bang
211
altid er udført med Idealismens forskønnende Kunst og
bragt i Overensstemmelse med det forædlede Forbillede,
der foresvæver ham, er det ganske anderledes hos
Bang, hvis hele Attraa som Kunstner er Sanddruhed
og Virkelighedstroskab. Med forbavsende Livagtighed
har han malt sig selv uden et eneste forskønnende
Stænk saavel i Bogen fra 1898 som i den fra 1901,
og saaledes, hensynsløst sandhedskærlig indtil
Selvironi og Selvspot, har han tegnet sig allerede
i sin ældste Roman fra 1879-80: Høg træffer Hoff,
som til et Bal pudrer sig foran Toiletspejlet og
lægger sig Sort under Øjnene. «Man maa være yndig»,
sagde han. - «Jeg forstaar ikke, hvor du gider», sagde
William. - «Kære, Stregerne under mine Øjne har gavnet
mig mere end hele Talanget». William stod lidt. «Du
er egenlig en Charlatan, Hoff», sagde han. - «Ja,
bedste Ven, det véd jeg da nok». - Hoff lo, «det er
Ulykken». Der er en ikke ringe Overlegenhed i denne
Frihed for Selvskaansel. Er den skildrede Skikkelse
sminket, saa er denne Fremstilling Kunst uden Sminke,
lidenskabeligt samvittighedsfuld, uomtaaget af
Selvkærlighedens Drift til at forædle Æmnet.
Dog Selvbesindelsen har i Bangs Sjæleliv et
Særpræg, der udskelner den fra Selvopfyldtheden
hos saa mange andre Digtere. Den er sammenvævet med
Slægtfølelse. Næsten som Personerne i det oldgræske
Sørgespil har Bang sit Liv igennem følt sig som
levende under en Slægtskæbne, indoptaget i den,
tragisk bestemmet ved den, og fra denne Følelse
stammer hos ham det Tungsind, der gennemtrænger Alt,
hvad han skriver. Hos ham blandes en - noget vel
hyppigt frembrydende - Stolthed over at tilhøre en
Adelsfamilie, der har frembragt udmærkede Mænd, og en
nedslaaende Følelse af at være udgaaet fra en Slægt
i Nedgang som et af dens sidste saftfattige og blege
Skud. Lige saa heftig som hans ærgerrige Trang til at
gøre sig gældende i Egenskab af mærkeligt Enkeltvæsen,
var tidligt hans Følelse af at være samfast,
samskyldig med den stort anlagte og senere vanartede
Familie, fra hvilken han stammede ned. Derfor begynder
hans tidligste Roman med Ordene: «Det var en gammel
Slægt, graa af Ælde i Landet»; derfor handler hans
sidste Bog om Ekscellencen, der allerede forekommer
i Haabløse Slægter, og derfor fortælles allerede i
denne Bog, hvorledes den unge Hovedperson sysler med
Darwin, men i Darwinismen ikke ser stort andet end
Arvelighedsloven; thi for den har han Brug.
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
