Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 Vilhelm
Andersen
Det er en gammel Erfaring, at de fragmentariske
Aander frister til Overvurdering. Man har set det
med Personligheder som Grabbe i Tyskland, Amiel i
Frankrig. Brudstykker sætter Fantasien i stærkere
Bevægelse end færdige Værker, og for deres Ophavsmænds
Skyld overser man hyppigt de Mænd, der har aagret
med deres Pund. Men blandt Aander af denne Art har
visselig Ingen fortjent at vurderes i højere Grad
end Poul Møller. Han virker i den danske Literatur
som en Appel til Midten. De Ord, hans Navn bringer
En paa Læben, det er Ord som Ægthed, Djærvhed, Kærne
og Marv.
Vilhelm Andersen ynder at bruge det kedelige, flove
Udtryk «Guldalderen» om den Literaturtid, i hvilken
Poul Møller levede. Ikke alt, som glimrede i den,
var Guld, og nogen Guldmine var den overhovedet
ikke. Paa ikke ganske faa Omraader er den danske
Bogavl, ikke at tale om den norske, gaaet betydeligt
frem siden da. Men derfor skal Poul Møller have
sin Hæder ubeskaaren. Hvad han har efterladt er
i Omfang lidet; men Andersen har forstaaet at
udfolde det Meget, som ligger i dette Lidet. Noget
udspilende ved Synets Storhed er hans Fortolkning
af Digtet om den unge Moder med Barnet i Optrinnene
fra Rosenborg Have. Træet, hvorunder hun sidder,
bliver til selve Livets Træ og hun med sit Barn ved
Brystet det evige Madonnabilled af Renhed og moderlig
Mildhed. Med beundringsværdig Omhu og Skarpsindighed
er derimod det dunkle Digt; Revuen forklaret, og
de Virkelighedselementer udfundne, hvorover det er
bygget.
Vilhelm Andersen er Sprogmand, og man mærker i hans
Bog Filologens gode Metode støttende den psykologiske
Kritikers Gætninger. Han kan udmærket Dansk og
Latin. Hvor han derimod anfører nogle Ord paa Tysk
eller Fransk, er det næsten altid galt. (Han kan
skrive: Erscheine dich, die gute Letzt, å travers
d’un temperament.} Nu og da er hans egen Stil lidt
skødesløs, hans Billedsprog uheldigt, for Eksempel:
«I Breve til sin Fader hedder det uden Forbehold*
eller (ret fælt) «I dette Hjem oplod sig for Poul
Møller for sidste Gang den allerfineste Blomst af de
sjællandske Noder: det Skønne». Men i Reglen skriver
han rigtig godt, blot en Smule for vidtløftigt. Engang
imellem lægger han sin Sjæl for Dagen i et Udbrud,
som i dette om den unge Moder: «Livets Træ staar
midt i Haven. Under dets Grene sidder Moderen, ikke
i Marmor, men varm og frodig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
