Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288 Vilhelm
Andersen
Fordomme upaalidelig som Vurderer. Han er dansk og
overhovedet nordisk Literaturs kærlige Overvurderer,
en enkelt Gang dens uretfærdige Undervurderer. Men
Overvurderingen er hans egenlige Styrke. Han kan
forsvare sig med Paul Heyses Epigram: Hvad I aldrig
har overvurderet, det har I aldrig forstaaet.
Der er i Vilhelm Andersen en Systematiker. Hans
Bøger har streng Sammenhæng; én Grundopfattelse er
i dem fastholdt og gennemført fra det første Blad
til det sidste. Den Tænker, der stikker i ham, har
god Gang i sine Tanker og finder med overraskende
Snildhed og Skarpsind alt det frem, der taler for,
hvad han agter at bevise.
Der er desuden i Vilhelm Andersen en Mystiker. Han
finder hemmelighedsfulde, skjulte Overensstemmelser
mellem Foreteelser, der ligger to-rtre Tusind Aar
fra hinanden, ser et Nutidsmenneske foruddannet i en
Gud eller dets Hemmelighed foregrebet i et Navn, ser
Naturen sindbilledligt legemliggjort i en Mand eller
et Værk, ser overhovedet Sindbilleder alle Vegne.
En ret Nutidsdansker er for ham As eller Van. I Ibsens
Skikkelse er Odin vendt tilbage, i Bjørnsons Thor. For
hans Opfattelse af Oehlenschlager har det øjensynligt
faaet en næsten afgørende Betydning, at dennes Fornavn
var Adam; Navnet stempler det oprindeligt Menneskelige
hos ham. Og det giver Andersen meget at tænke paa og
drømme om, at Oehlenschlager i sit Ydre havde nogen
Lighed med Guden Bakkus; det røber det Dionysiske i
hans Natur. Vilhelm Andersen lod da ogsaa Omslaget
paa sin Bog om Digteren forsyne med en Udsmykning af
Vinblade og Druer.
Hans Fantasi er saaledes beskaffen, at den
uvilkaarligt finder slige store og ofte træffende
Symboler. Saaledes paaviste han nylig i en Kritik,
at Hovedpersonen i Ibsens sidste Drama gik til Grunde
højt paa Fjeldet, Hovedpersonen i Bjørnsons sidste
Drama, der ellers levede højt tilvejrs, tilsidst kom
ned til Fjorden; Ibsen svarede til Fjeldet, Bjørnson
til Fjorden, tilsammen udgjorde de Norge.
Det er undertiden, som anvendte Vilhelm Andersen
ikke Lydskrift som andre, men Billedskrift, som
Menneskene gjorde i Urtiden. Han udtrykker sig gerne i
Hieroglyfer, hellere i Skikkelser end i Ord. Dionysos
i den nye Bog er en saadan Hieroglyf.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
