Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sophus Claussen
303
efter en eneste Uges Forløb faar den kolde Spand
Vand over sig fra den prompte Etatsraadindes Køkken,
der slukker den ligesaa hurtigt og pludseligt, som
den flammede op.
SOPHUS CLAUSSEN
(Unge Bander)
(1894)
Der findes en lille Gruppe danske Digtere mellem 28
og 31 Aars Alderen, som har Talent, men endnu ikke
ret har vundet Publikums Øre. De har holdt sammen,
har gjort opmærksom paa hinanden, har henvendt deres
Produktion til hinanden og hører ogsaa sammen, saa
forskellige de end er; det er Viggo Stuckenberg,
Johannes Jørgensen og Sophus Claussen. Alle tre er
de Lyrikere og Fortællere.
Stuckenberg er en søgende, Stræbende Aand, en mandig
Personlighed, der for det Menneskevæsen, som røber
sig i hans Arbejder, fortjener Læseverdenens fulde
Deltagelse. Han har Gaven til Sang og en vis kraftig
Særhed som Karaktertegner. I hans Fortællinger
var der en Tid lang en altfor smaalig og prosaisk
Naturefterligning. Sidenhen har han givet Stemning
og Fantasi frit Vingeslag. I en Udsigt over dansk
Literatur i Nutiden har Jørgensen stemplet og prist
ham som «Livsfornegter». Kritikeren bruger her saa
stærke og pudsige Udtryk om Stuckenberg som disse:
«Derfor foragter han Foraaret. Derfor hader han
Sommeren.* Skulde det være saa, vilde det være
ønskeligt, om Ungdommen fandt rimeligere Genstande
for sit Had og sin Foragt. Men Karakteristiken gør
Stuckenberg Uret. Kun under en forbigaaende Krise har
han, som det siges om hamr kunnet have sin Samhu «paa
det Døendes Side mod det, som lever».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
