Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
410 Emil
Aarestrup
Du gaar i Seng, over at Dagen er gaaet, men over
at den er brugt, nemlig benyttet saaledes, at Du
er bleven rigere paa Tanker og Indsigter, har faaet
friere Blik, hø] ere Føl eiser. >
I Almindelighed er Videnskaben den Magt, der
beaander Aarestrup, naar han i disse Ungdomsbreve
tager en højere Flugt. Men undertiden kommer
ogsaa Kunstneren i ham til Orde. Han formaar med
anskueliggørende Sikkerhed at skildre et Menneske
fuldstændigt. Nogle Spørgsmaal, han har modtaget om
Christiane Oehlenschlager, giver ham Anledning til
en slaaende Skildring:
«0m hun har megen Forstand? Jeg tror, hun har en god
Forstand. Har jeg sagt, at hun ikke er smuk, saa
har jeg ubevidst sagt det modsatte af min Mening;
thi efter min Smag er hun meget smuk. Du kan vide,
jeg holder hende som Fruentimmer for fuldkommen saa
smuk som Oehlenschlager som Mandfolk; hendes Skønhed
er iøvrigt af en ganske anden Karakter: hun er blond
som Du, naiv, kvindelig, fortrolig, vil gerne snakke,
ak-kompagnerer sin Tale (hvilket jeg engang tog mig
den Frihed at gøre hende opmærksom paa som en Ynde)
med en Mængde ud-tryksfulde Smil, Blik, Bevægelser med
Hovedet, Armene, undertiden hele Legemet. Saaledes
engang, da jeg stod ved Vinduet med hende, gik en
gammelagtig Dame forbi, som hilste. Hun sagde mig,
at det var en Fru Reinhard, men da hun bemærkede, at
samme Dame ringede paa Porten for at besøge hende,
vendte hun sig om til mig (der var ingen andre i
Stuen), gned Hænderne, rystede langsomt med Hovedet og
smækkede lidt med Læberne, som man gør, naar man er
yderst fornøjet, idet hun omtrent paa ét Ben hoppede
hen ad Gulvet og sagde: «0, hvilken Lykke! hvilken
Lykke! det er min bedste Veninde! hvilken ubeskrivelig
Lykke!» Det var virkelig ikke Affektation. Om hun
iøvrigt er, hvad man kalder ferm i Huset, véd jeg
ikke, jeg tror det neppe; men hun er i højeste
Grad begejstret for Mandens Arbejder og bange for,
at nogen skal forstyrre ham; hun gaar over Gulvet,
som om hun gik paa Æg, naar han læser, og besørger
alle Bogvæsenet vedkommende kedsommelige Forretninger
for ham, sælger Bøgerne, løber til Bogtrykkere og
Bogbindere, nien gaar sjældent eller aldrig i Selskab
og pynter sig aldrig, kan ikke lide pyntede Folk.»
Der gives neppe i vor Literatur noget andet saa
livfuldt og impressionistisk opfattet Billede af
Christiane Oehlenschlager som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
