Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464 At fiske i det
døde Hav
af de Religiøse for at sikre Præsteskabet et
uafrysteligt Herredømme eller endelig af de
Misundelige og Smaa for at umuliggøre Storhed
og støtte Middelmaadighed - disse Love og disse
Fortolkninger og denne Retsfilosofi og denne
Praksis, der endda spotter Lovene! Da jeg tilsidst
var helbefaren i Jurisprudensen, havde krydset frem
og tilbage i al denne døde, golde Fortid, saa vidste
jeg ogsaa i dette Forhold, paa hvilket Hav jeg havde
faret, og hvad Næring for Mennesker dér var at finde.
«Folk af Deres Art burde slet ikke deltage i
Selskabslivet og burde vistnok hellere tumle
sig paa det praktiske Omraade end dyrke abstrakt
Videnskabelighed. Men der er jo dog Forhold mellem
Menneske og Menneske, hvor man høster et virkeligt
Udbytte. Det vil De ikke negte.»
Hvilke Forhold?
«Nu Venskab og Kærlighed for Eksempel.*
Hvorfor ikke heller Frihed, Lighed og Broderskab, naar
vi dog skal tage Munden fuld? Det kunde ikke falde
mig ind at sige noget Ondt om Venskab og Kærlighed;
men det meste, jeg véd om dem, er dette, at Venskab
er en kold Ret, Kærlighed en varm Dito, og som varm
Ret er den selvfølgelig udsat for at blive kold.
Hvad nu Venskab angaar, er jeg, som De let forstaar,
i mit o tteog fyrretyv en de Aar for gammel til at
slutte Venskabsforbindelser. Efter Tredive-Aars
Alderen har jo de fleste den Tilbøjelighed bag
sig. Den behøver hele Ungdommens friske Uskyldighed
for at trives. De skulde ikke se det paa mig; men
jeg har engang været sentimental saa godt som nogen;
jeg har havt Venner og har altid holdt overordenlig
meget mere af dem, end de holdt af mig. Jeg vil nu
aldeles ikke nævne de Venner, der i Grunden misundte
eller hadede mig, heller ikke dem, som laante Penge
af mig og væsenlig havde mig til det Brug, end ikke
dem, der talte ilde om mig bag min Ryg. Det fattedes
naturligvis ikke paa dem. Men sligt er saa dagligdags,
og af dem har jeg dog lært noget, det, at tage mig i
Agt. Nej, jeg tænker paa de sande Venner, de rigtige,
som jeg gik og dyrkede og glædede mig ved og spildte
min Tid paa, i hvis Øjne jeg saa ind, og hvis Hænder
teg trykkede uden maaske ti Aar igennem at have hørt
et eneste Ord af deres Læber, som jeg kan huske,
eller som var værd at huske. Naar jeg nu tænker
tilbage paa det, er det, som havde jeg dengang været
slagen med Blindhed og Døvhed eller snarere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
