Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charlotte Corday
25
nogle Dage skal jeg lade dem alle guillotinere i
Paris», stødte hun ham fra oven med overordenlig
Kraft Kniven lige ned i Hjertet.
Hun blev slaaet ned, trampet under Fødder, saa
overgivet til Politiet, og erklærede straks, at hun
havde villet ofre sit Liv for at frelse sit Land. Man
beholdt hende i Marats Værelse til Kl. 2 Nat. En
Folkehob stod trods den sene Nattetime tæt og truende
udenfor Porten. Hun modtoges af den med et saa rasende
Hævnskrig, at hun daanede derved, og da hun kom til
sig selv igen, undredes over endnu at være i Live.
Charlotte Corday blev sat i Fængsel i Abbediet i det
samme lille Kammer, hvori Fru Roland havde siddet de
første Dage af sin Fængsling, og hun havde trods sine
Indsigelser Gendarmer i Stuen hos sig Nat og Dag. Den
15. skrev hun følgende Brev til Sikkerheds-Ud valget:
Da jeg endnu har nogle Øjeblikke tilbage at leve i,
tør jeg da haabe, Borgere, at I vil tillade mig
at lade mig male; jeg vilde gerne efterlade denne
Erindring til mine Venner. Desuden, ligesom man ynder
Billedet af de gode Borgere, bringer Nysgerrigheden
undertiden til at søge Portræter af store Forbrydere,
hvad der tjener til at vedligeholde Rædslen for deres
Forbrydelser; hvis I værdiges at agte paa min Bøn,
beder jeg Eder da at sende mig en Miniatyrmaler
imorgen. Jeg gentager min Bøn om Tilladelse til at
maatte sove alene og beder Eder tro paa min hele
Erkendtlighed.
Marie Corday.
Til Barbaroux skrev hun med fuldstændig
Aandsfrihed. Hun ironiserer i dette Brev over dem,
der søger efter Medskyldige til hende og ikke
forstaar hendes Besluttethed, taler med Foragt om
Raseriet imod hende, viser sig alene pinligt berørt
af Kvindernes Skrig, ligesom hun straks efter Drabet
med Forbavselse af Simonne Evrards Klager erfor,
at Marat var elsket. Hun nyder iøvrigt allerede
i Fængslet den «Fred», hun indbilder sig at have
skaffet Frankrig og trøster sig med Haabet om den
Hvile, hun skal nyde hisset «i Elysium med Brutus og
nogle andre Mennesker fra den antike Tid».
Den 17. om Morgenen begyndte Forhøret for
Revolutions-tribunalet. Hun syntes her mindre en
Anklaget, end de Edsvornes og Dommernes Dommer. Hendes
Svar er mange Gange som skrevne med Ildskrift,
fyndige, knappe. Saaledes disse Ytringer:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
