Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Charlotte Corday
27
haabet, at vi skulde spise Frokost sammen. Men
Dommerne har opholdt mig saalænge, at jeg maa
gøre Undskyldning for at have brudt mit Ord til
Jer». Meningen var, at der ikke nu blev Tid til noget
Maaltid mere.
Fængselspræsten, som tilbød hende sin Bistand,
afviste hun: «Tak de Personer, der har vist mig
den Opmærksomhed at sende Dem; jeg paaskønner deres
Velvilje, men har ingen Brug for Deres Tjeneste«. Saa
fuldstændigt rolig var hun, at hun brugte de Par Timer
før Bødlernes Komme til efter indhentet Tilladelse
at lade Maleren Hauer udkaste hendes Portræt, den
bekendte, saa ofte kopierede Skitse. Hun havde lagt
Mærke til ham under Forhøret, da han i Retssalen
forsøgte at fastholde hendes Træk i en Tegning.
Han malte endnu, da Skarpretterne traadte ind. Hun
var da i Begreb med at skrive nogle Linjer paa et
Blad Papir, de sidste fra hendes Haand, desværre
uretfærdigt angribende. De lød: ^Borgeren Doulcet
de Pontécoulant er en fejg Person, der har afslaaet
at føre mit Forsvar, da Sagen dog var saa let. Den,
der har gjort det, har skilt sig derfra med al mulig
Værdighed; jeg bevarer ham min Taknemmelighed til
mit sidste Øjebliks Hun vidste ikke, at Pontécoulant
aldrig havde modtaget hendes Opfordring og ingen
Anelse havde om det Hverv, hun havde tiltænkt ham. Hun
dømte for hastigt i dette Tilfælde som i større Ting.
Hun klippede selv en Lok af sit Haar til Maleren
som Tak for hans Umag, og gav Resten af sit Haar til
Fangevogteren som Gave til hans Kone. Selv tog hun
den røde Skjorte paa, med hvilken Mordere altid skulde
sidde paa Karren. Den ventede ved Fængselsdøren. Det
var Uvejr og strømmende Regn, men ligefuldt bppebiede
og ledsagede umaadelige Skarer af forbitrede Mænd og
rasende Kvinder hende paa Vejen til Skafottet. Hun
modtoges af vilde Skrig, og saa stor var Trængslen,
at Kørslen gennem den tog to fulde Timer. I al den Tid
bevarede hun samme ideale Fasthed og samme Blidhed
i sit Blik. Hendes Kinder var røde. Først ved Synet
af Faldøksen blegnede hun et Øjeblik. Men straks
derefter fik hun sin naturlige, friske Farve igen. Da
Rakkerknægten blottede hendes Skuldre, rødmede
hun. Da Øksen var faldet, og den samme Karl viste
hendes Hoved til Befolkningen, gav han det et Slag
paa Kinden. Efter Sagnet rødmede hun da anden Gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
