Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 Napoleons
Moder
Børn med en streng Ømhed. Naar Napoleon paa St. Helena
saa tilbage paa sin Barndomstid, brugte han de
stærkeste Ord til Anerkendelse af denne Moderens
Opdragelse. «Det er min Moder», siger han etsteds,
«det er hendes gode Grundsætninger, som jeg skylder,
hvad Medgang jeg har havt og alt Godt jeg har
udrettet*, og et andet Sted: «Min Moder skylder jeg
Alt».
Letizia Ramolino Bonaparte var smuk som en romersk
Idealstatue, altid behersket, altid sysselsat med at
lede og regere sin talrige Familie. Hun havde Mod og
sund Forstand, og hendes rolige Væsen gav sig Udtryk
i Orden og streng Sparsomhed, Egenskaber, som Sønnen
tog i Arv efter hende. Hans lidenskabelige og stridige
Sind mødte hos hende hverken Svaghed eller Despoti,
men en ubøjelig, forstandig Vilje, som han nødedes
til at underkaste sig. Da han 8 eller 9 Aar gammel
en Sommeraften trods Moderens Forbud var vedbleven
at gaa i Haven i strømmende Regn, indtil han var
fuldstændigt gennemblødt, og undskyldte sig hos hende
med, at han, som vilde være Soldat, naar han blev
stor, havde villet vænne sig til at taale daarligt
Vejr, svarte hun ham: «Hvis Du vil være Soldat,
maa Du først og fremmest lære at adlyde».
Saalænge Napoleons Stjerne var i Stigen, bevarede
Letizia i hele sin Holdning en stolt Beskedenhed. Hun
var ikke et Øjeblik beruset af hans Triumfer, og skønt
hun havde fuld Tiltro til hans Evner, betragtede hun
aldrig hans Held som afgjort eller Fremtiden som
sikret. Pourvu qae cela doure! (Hvis dette ellers
varer ved!) plejede hun paa sit italienske Fransk at
sige som Mundheld.
Da Napoleon som Førstekonsul i 1800 forlagde sin
Residens til Tuilerierne, kunde hans Tilbud ikke
bestemme hans Moder til at flytte derind med ham. Hun
skyede Uro og Overflod og blev beskedent boende i sin
ældste Søns Hus. Det faldt hende vanskeligt at vænne
sig til Familiens Omplantning fra ét Land og Sprog
til et andet. Da hun en Dag gennem Josef bebrejdede
Napoleon, at han overanstrengte sig med Arbejde som
han gjorde, svarede han: «Vil saa Josef til Gengæld
sige Mama, om hun vil holde op med at kalde mig
Napolione. Lad Mama kalde mig Bonaparte, som alle
Mennesker gør, dog ikke Buonaparte; det vilde være
endnu værre end Napolione. Lad hende sige den første
Konsul eller Konsulen simpelthen. Men Napolione, altid
Napolione, det gør mig utaalmodig>. Den corsicanske
Betoning, som hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
