Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 Georges
Clemenceau
Georges Clemenceau har med sin Voldsomhed i Angreb og
sin Fasthed i Forsvar altid været den dybe Redeligheds
og den sande Menneskeligheds Talsmand.
Det kom for ikke længe siden i en fransk Kres paa
Tale, hvad Virkning Clemenceau som genvalgt vel kunde
udøve i Senatet: «Den i det mindste», sagde Anatole
France, «at naar Clemenceau sidder i Salen, er der
i Senatet En, som kan sige og tør sige Morder til
Mercier, endda uden at han behøver at sige Ordet».
Man kunde ogsaa sige: Saa findes der i Senatet en
Mand, som har alle Former i sin Magt og dog ingen
Indrømmelser gør - Magthavernes vaagne Samvittighed.
GENIET
I
En italiensk Opfattelse (1902)
I den nyeste italienske og franske Skønliteratur
findes to Bøger, der tilstræber en Psykologi af det
digteriske og overhovedet kunstnerisk frembringende
Geni, hvilke trods store Mangler hver for sig har
det Fortrin at sætte Tanker i Bevægelse. Det er
Gabriele d’Annunzio’s Ild og Léon Daudet’s Den sorte
Stjerne. De er trods Æmnernes Slægtskab aldeles
forskelligartede bl. A. derved, at d’Annunzio har
lidenskabelig Samhu med sin Hovedperson, Daudet
en kold og modstræbende Beundring for sin; men
begge Bøger indeholder skarpsindige og undertiden
dybt-rammende Ting om Genialiteten.
Medens Léon Daudet’s Bog fremtræder som strengt
saglig, er d’Annunzio’s rent personlig, uforbeholden
Selvskildring og Selvforherligelse. Det er den, der
i daglig Tale er kendt som Romanen om hans Forhold
til Eleonora Duse. Saa aabenmundet den maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
