Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174
Dreyfus-Sagen
Af de tre nævnte Indsigelser er den fra Alfred
Dreyfus, skønt kort og værdig, den mindst
interessante. Den gamle halv-gale Smædeskriver
Rochefort har anklaget Dreyfus for i 1894 at have
rettet en skændigt Brev til Kejser Wilhelm, som
efter at Kejseren havde forsynet det med egenhændige
Randgloser, skal være blevet stjaalet fra det tyske
Gesandtskab i Paris og bringe det afgørende Bevis for
Landsforræderiet. Dreyfus erklærer dette Aktstykke,
i Fald det eksisterer, for et nyt Falskneri, og hævder
paany sin ubetingede Uskyldighed. Da med Undtagelse
af Henry alle Ophavsmændene til hans uretfærdige
Domfældelse endnu er i Live og da desuden det ny Rygte
lader sig føre tilbage til General de Boisdeffre,
ansøger han Konsejlpræsidenten om at foranstalte en
Undersøgelse for at Sandheden kan komme for Dagen.
Naturligvis bliver der ingen Undersøgelse anstillet,
og Sandheden forbliver indtil videre i sit kølige
Vinterkvarter, sin Brønd.
Zolas store Brev til Republikens Præsident, der ikke
blot er en personlig Henvendelse, men et literært
Aktstykke, gaar meget dybere, rækker meget videre og
rører ved store Grundspørgsmaal.
Det første, forholdsvis mindre vægtige, er dette: Zola
udvikler, at i Dreyfussagens første Dage havde han
og hans Venner næret en smuk Drøm. De stod overfor et
enestaaende Tilfælde, en Forbrydelse, i hvilken alle
Landets reaktionære Kræfter, militære som kirkelige,
havde samvirket, alle de Kræfter, der hindrer
Menneskehedens Udviklingsgang. De saa Folket vildledt;
de haabede, i Løbet af nogle Maaneder at kunne oplyse
det om det Skete, opklare dets Bevidsthed, vække dets
Samvittighed, og de vilde da have gjort mere for
dets Modenhed end et helt Aar-hundred af politiske
Kampe. De stolede paa Sandhedens Styrke og de ventede
dens Triumf. De tænkte sig som nærforestaaende en
Retfærdighedens Sejersfest: det oplyste Folk rejste
sig i Masse, tiljublede Dreyfus ved hans Tilbagekomst
til Frankrig, gav ham enhver tænkelig Oprejsning,
opførte Retfærdigheden et Altar og fejrede den
tilbageerobrede, straalende, suveræne Ret.
Det kom, som man véd, adskilligt anderledes. I Mulm og
Mørke, i Uvejr og Slud blev Dreyfus hemmeligt landsat,
hemmeligt bragt til sit Fængsel, og den frække Komedie
i Rennes fulgte, som endte med, at den Uskyldige,
hvem Rigets højeste Domstol
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
