Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dreyfus-Sagen
179
Alfred Dreyfus.
(Marts 1902)
Forleden, før en Frokost i et stort Hus, man kunde
sige et Palads, her i Paris, da Gæsterne var begyndte
at samles, nærmer Værten sig mig med en lidt spinkel
Herre med smukke, klare, blaa Øjne og forestiller
for mig: Kaptejn Alfred Dreyfus.
Han rakte mig sin Haand, som jeg trykkede, og der
gik en Bevægelse igennem mit Sind ved at staa Ansigt
til Ansigt med den Mand, der nogle Aar igennem havde
indtaget saa stor en Plads i Evropas og Amerikas
Bevidsthedsliv. Han var middelhøj, Hovedet lidt
foroverbøjet, regelrette Træk, et smukt Smil, en
smuk Mund, blondt Overskæg, graasprængt Fipskæg,
flintskaldet, rned Hovedets nedre Del dækket af
tætklippet, hvidgraat Haar; hans hele Fremtræden
naturlig, dæmpet og simpel, ogsaa Stemmen dæmpet,
med en tiltalende Klang.
Hans Afstamning, som har været hans Livs Ulykke,
var det umuligt at læse ud af hans Træk. Det første
Indtryk af hans ydre Personlighed var det, at han
var blond, og Øjnenes lyse Farve mindede om Norden.
Hvor meget ondt havde jeg ikke hørt om denne
Mand! Ikke af hans Fjender, thi hvem vilde agte paa
det! men blandt Forsvarerne af hans Uskyld. Man
havde sagt: Sikkert nok vilde Dreyfussagen ikke
været mulig uden Generalstabens Forbryderkarakterer,
men paa den anden Side heller ikke uden Dreyfus’s
Uelskværdighed. Og man havde talt om hans Hovmod, hans
Væsens Kulde, hans Forbeholdenhed, der havde gjort
«Kamme-raternes» Holdning overfor ham forklarlig. Dog
derpaa maatte en fremmed Iagttager nødvendigvis lægge
mindre Vægt end paa, hvad der fortaltes om hans
Optræden efter Sagens Afslutning overfor de Mænd,
der havde reddet hans Liv. Til Picquart, der havde
ofret ham Alt, sin Løbebane og sin Frihed, skulde
han have sendt sit Visitkort med nogle forbindtlige
Ord, men end ikke gjort ham et Besøg. Zola havde han
heller ikke opsøgt. Clemenceau var den eneste, hvem
han personligt havde takket, men havde paa ham som
paa Andre gjort et Indtryk af Stivhed og Træethed. Man
fremhævede da paany hans Optræden i Rennes,
12*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
