Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dreyfus-Sagen
185
skyldig, vidste jeg, hvad han var værd». Sine øvrige
Fjenders Handlemaade udleder han ene og alene af
Hovmodet, der ikke vil indrømme at have taget fejl
eller gjort Uret. Og han sagde med rørende Filosofi:
«Man genfinder jo denne Tiistand hos sig selv;
enhver véd, hvor pinligt det er at maatte tilstaa,
man har taget fejb.
Vi talte om Vanskeligheden ved overhovedet at erfare
den historiske Sandhed. «Man maa altid høre begge
Parter», sagde han. «Vi maatte da have en persisk
Fremstilling af Persernes Grækerkrige», svarte
jeg. Han indrømmede dette og ligeledes Vanskeligheden
ved at erfare Sandheden om Personer; men han hævdede,
at den var os tilgængelig med Hensyn til Sædernes
almindelige Tilstand. «0g Begivenhederne!* sagde
jeg. Vi havde begge nylig været sammen med Englænderen
Bodley, Forfatteren af Værket Frankrig, der skarpt
havde kritiseret Henry Houssaye’s Bog 1S14-. Bodley
har med engelsk Samvittighedsfuldhed foretaget Rejsen
fra Elba til Paris nøjagtigt i Napoleons Spor for
at studere Kejserens Marcherute, og han paastod,
at Houssaye’s Opgivelser tidt var rent gale. «Hvad
gør det?» sagde Dreyfus. «En Unøjagtighed i slige
Enkeltheder er uvæsenlig, naar blot Helhedsbilledet
er rigtigt». Dog fremhævede han som Officer, hvor
fortvivlet forkert tidt militære Sammenstød blev
beskrevne af Historikerne. «Thiers’s Slaget ved
Austerlitz*, sagde han, «er Historie for Smaabørn,
en Kæde af Umuligheder». Og Samtalen gled over i
Beundring af Napoleons militære Geni og i Beklagelse
af det Højhedsvanvid, der foranledigede ham til
overflødige Krige.
Medens Dreyfus talte, betragtede jeg ham, den rolige
Mand med de klare Øjne, som sad saa trygt dér ved
Skrivebordet i sin store Stue, og forestilte mig ham i
Fangedragt, i Hytten paa Djævleøen, i Dobbeltbøjlen,
beluret af Vogtere Dag og Nat, og glimtvis mindedes
jeg hans stoiske Bog Fem Aar af mit Liv, og Alt,
hvad der er udgaaet over Jorden af Lidenskaber og
Tanker fra denne Skikkelse og dens Skæbne.
Imens lo Foraaret udenfor og lokkede ham ud. Han
gaar sin rolige Gang ned ad Paris’s befærdede Gader,
ubemærket af Alle. Ingen kender og Ingen agter i
Sværmen paa den Mand, hvis Navn endnu er det Navn,
som sætter dybest Skel i Frankrigs Befolkning, og
som for saa kort Tid siden daglig nævntes over den
hele civiliserede Jord,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
