Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lavretski
283
uforvansket. For den, der mindes Renan som yngre,
kraftig Mand, er det underligt at se hans Datter
staa mellem sine voksne Børn. Men der er intet
Trist i Skuet, tværtimod. Fru Psichari har arvet
sin Faders aandelige Tapperhed med hans sjælelige
Finhed, og hans skemtende Overlegenhed spiller i
hendes Ansigtstræk, der i forskønnede Linjer minder
om hans. I Jean Psichari’s Hus er der et Alter for den
hellige Flamme, der brændte i Ernest Renan’s Livsværk,
ja hele dette gæstfri Hus er et Tempel for Aandsfrihed
og sjælelig Fornemhed. Frankrigs Ypperste samles om
Datteren af Renan. Men hendes voksne Søn taler til
En om den franske Socialisme (den hele Familie er
socialistisk), den unge Datter er allerede udviklet,
gennem-dannet og original med sin Blanding af græsk
og fransk Blod, Denne Ungdom skyder de Mænd, man i
sin Ungdom har beundret, tilbage i Tiden og gør dem
til Forfædre, Fortids-Storheder, saa man spørger sig,
hvor man selv hører hjemme.
I et Brev, jeg i Efteraaret 1878 sendte fra Paris til
Norsk Dagblad under Lykkefølelsen af at gense Steder
og Mennesker, stod der den Gang, at tre Navne for
Øjeblikket her overstråalede alle andre, og væsenlig
bestemte Byens og Landets Aasyn. Det var Navnene Léon
Gambetta, Sarah Bernhardt og Emile Zola.
Alt for en Snes Aar siden forsvandt Gambetta. Han,
der nøje svarede til et bestemt historisk Moment,
døde maaske i rette Øjeblik, efterlod et lysende
Eftermæle, som hans tidlige Død kom til Gode, og
dyrkes nu paa én Gang af Nationalisterne som national
og af Republikanerne som Republikaner.
Sarah Bernhardt og Emile Zola lever endnu og
hævder med uudslukkelig Energi hver paa sin Vis
deres Plads. Begge er de kendte Jorden over. Den
ene har givet et Teater sit Navn og spiller endnu
hver Aften, leder desuden alle Teatrets Anliggender,
læser Stykkerne igennem og sætter dem i Scene. Vistnok
er hun ikke mere den samme; Aarene har gjort hendes
Stemme mindre rig og hendes Hals mindre skøn. Men
hendes Legem har bevaret dets forbavsende Smidighed
og hendes Spil dets Virtuositet. Der er i hendes
Udførelse af Sardou’s Theodora Optrin, hvor hun ikke
staar tilbage for, hvad hun i sin Ungdom var. Og
hun har endnu sit Temperament og sin utaalmodige
Viljes Kraft. Den italienske Digterinde Annie Vivanti
skildrede forleden meget morsomt, hvorledes Sarah
havde ladet hende kalde til sig Kl. 10 om Aftenen
for at tale med hende om et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
