Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 Den lille
Johannes
Duft; Menneskene synger, saa Kragerne skriger og
Kaninerne løber. Den blege Prædikant paa Højen
raaber af alle Kræfter for at Enhver skal høre,
hvor umaadelig venligt det er, han siger, Han kalder
Menneskene Brødre og Søstre, taler om den dejlige
Natur og Skabningens Vidundere, om Guds klare
Sol og om de kære smaa Fugle og Blomster. - «Hvad
skal det betyde? spurgte Johannes. Hvordan kan han
tale om det? Kender han dig, ethan en Ven af dig? -
Snerlealf rystede foragtende paa det lille, bekransede
Hoved. Han kender ikke mig og endnu mindre Solen,
Fuglene og Blomsterne. Det er Løgn, Alt, hvad han
sigen.
Saa slaar Regn og Myrer og Vesper sig sammen om at
fordrive disse Mennesker fra Skoven, og det lykkes
omtrent som i Heibergs Nøddeknækkerne. Men Vreden
mod dem, som vanhelliger Naturen, er alvorligere her.
Da Johannes endelig er saa vidt, at han af Snerlealf
har lært Insekters og Fugles Sprog og har lært at
tyde Blomsternes Blikke, erfarer han endnu af Alfen,
at Menneskene i Fremtiden vil kede ham, støde hans
fintfølende Natur og pine ham ved deres Raahed - vel
tydelige Udtryk for Bogens Mening. Men fra. Omgang med
Alferne glider han nu over til Omgang med Nisserne;
den snilde Nisse Viderik, der bliver hans Følgesvend,
svarer til barnlig Videbegærlighed. Snerlealf, som
forsvinder for Johannes, tror han at genfinde i en
lille Pige ved Navn Robi-netta, hvem han forelsker
sig i, men som i Længden ingenlunde svarer til det
Overjordiske, han ser i hende.
Kort efter indtræder Bogens Vendepunkt, vel massivt
betegnet af Forfatteren med Udbruddet: «Ak, nu gik det
sørgeligt med den lille Johannes. Jeg vilde ønske,
at hans Historie sluttede her». Fra nu af skildres
alle Johannes’ Sammenstød med den virkelige Verden,
af hvilke det første og pudsigste er dette: Saasnart
han lader sig forstaa med, at han kender Dyrenes og
Planternes Sprog, udbryder Menneskene i Kor: «Det
lader til, at han har læst Andersen*, hvortil En
føjer: «Hvis du kender Andersen, min Dreng, skulde
du se at lære noget af ham: Ærbødighed for Gud og
hans Ord».
Nu ser vi Johannes i Kast med de illusionsfordrwende
Magter i Tilværelsen, fremstillede i Skikkelser, som
vel meget er kun Sindbilleder og Allegorier, saaledes
den svagt mefistofeliske Vampyr. Mere vellykket er
Døden som Skikkelse, der optager meget af Bogens
sidste Halvdel, forsaavidt Drengen ogsaa maa gøre sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
