Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Harold Gote
207
Erkefjenden er et Skuespil, som maa kaldes
energisk ved sit Sigte, mindre energisk i sin
Persontegning. Dog har det megen Holdning. Det
er vellykket som Situationsbillede af en fin
Schweizerfamilie, der trods den mandlige Hovedpersons
Frisind, i Kraft af Pieteten hos ham og Kvindernes
Kirketro, hel o<* holden befinder sig i Hænderne paa
en katolsk Præst. Denne bruger sin Magt til at holde
sammen paa et ulykkeligt Ægteskab, og til at forstyrre
et ganske lykkeligt, idet han attraar at give en
fritænkersk Moders Barn en religiøs Opdragelse. Da
rejser denne, en ung Amerikanerinde, sig imod ham.
Det Middel, den katolske Præst vil anvende i denne
Kamp, at indføre i Huset en ung Kvinde, Manden
tidligere har staaet i Forhold til, er altfor giftigt
et Vaaben og virker tendentiøst, da Præsten her er
holdt ganske typisk, forestiller selve den katolske
Kirke og anskueliggør dens Magt. Dette fik endda
være, ifald der dramatisk var gjort noget udaf dette
Motiv. Men da det ved gode Menneskers Mellemkomst
bliver forhindret, at Ægtemanden og hans tidligere
Elskerinde overhovedet faar hinanden at se, er Motivet
paa én Gang frastødende og dramatisk uvirksomt.
Ulastelig som Kunstværk er Harold Gote’s begejstrede
Fortælling Den hellige Arv. Den er mere end et
velskrevet og varmtfølt Indlæg for Personlighedens
erotiske Uafhændelighed; de vigtigste Skikkelser
i Bogen, særligt et Ægtepar, hvis Skæbner staar i
Forgrunden, er sikkert tegnede, den skærende Slutning
sand.
Det er forbavsende, hvilke Fremskridt Drøftelsen af de
Spørgsmaal, som angaar Forholdet mellem de to Køn, har
gjort i de nordiske Literaturer, siden i Aarene 1885
og 1887 de sidste saakaldte Sædeligheds-Debatter fandt
Sted. Dengang stødte mest højkonservativ Forstokkethed
sammen med løssluppen Kaadhed, og man tabte under
Skældsord-Skyllen Grundtankerne af Syne. Siden da har
i de forskellige Lande Skønliteraturens Forfattere
og Forfatterinder givet Ideerne digterisk Form og da
de fremtraadte som levende Skikkelser, ikke mere som
blodløse Spørgsmaal, har de vundet i Virkelighedskraft
paa samme Tid som der faldt Klarhed over dem.
Fortællingen Ørkenen (Oknen} tager sit Æmne
socialt. Det er en udmærket dygtig Bog, sand
i sin Skildring at det Tryk, under hvilket ung
Kvindelighed i finere Familier paa Grund af herskende
Samfundsfordomme undertiden staar, modig i sin stil-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
