Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
214 Michael
Lybeck
ved selve den nordiske Kulturs (tør man sige
Smule Kulturs?) Grundproblem, ved selve Kulturfaren.
Hvorlænge skal det med Hensyn til den religiøse
Opdragelse og ^Paavirkning, den saakaldte Aabenbarings
Magtudfoldelse, dens Beskyttelse fra oven, dens
Understøttelse fra Mellemklasserne, dens Overvælden
af Børn og Fruentimmer, af Fiskere og Bønder, vedblive
at gaa som det gaar?
Saalænge der i de nordiske Lande slet ikke gives
læg Undervisning, men det ene Kuld af Børn efter det
andet fra den spædeste Alder af faar 2-3000 Aar gamle
Forestillinger om det Oversanselige indprentede, er
der ikke ringeste Udsigt til nogen radikal Forbedring
af de aandelige Forhold. Og til en gennemgribende
Omordning af Undervisningsvæsnet er der paa den anden
Side ikke ringeste Udsigt, saalænge Magthaverne i alle
Nordens Lande principielt staar paa Vankundighedens
Side.
I det attende Aarhundrede var dette som bekendt
ganske anderledes. Aarhundredets største Hersker,
hvem andre Fyrster efterlignede, Frederik den Store,
gav Eksemplet paa et Fritænkeri, der tog Bladet fra
Munden. Han sammenknyttede for Samtid og Eftertid
sit Navn med Voltaires. Katharina af Rusland tænkte
som han og beskyttede Diderot. Josef den Anden af
Østerrig var hans Beundrer. Rundtom i alle Lande var
de ledende Ministre besjælede af samme Aand. Selv i
Danmark dukkede den som bekendt op i en Udlændings
Lignelse, der da ogsaa mistede Haand og Hoved paa
Nørrefælled. Det afgørende er imidlertid blot dette:
dengang kunde det tænkes, at en Konge og hans Ministre
stillede sig i aaben Modsætning til aabenbaret
Religion.
I vore Dage er dette utænkeligt. Frederik den Store
var ingen Kristen; men hans nuværende Efterfølger
er Kirkens frommeste Søn. Og selv Bismarck, der
i mangt og meget brød med sin Tidsalders Vedtægt,
erklærede sig altid i sit militære Kunstsprog for
«en stramttroende Kristen*. I Norden har Konger og
Ministre som bekendt bestandig udmærket sig ved «en
dyb og ægte Religiøsitet*.
Saalænge Menigmand endnu gennemsnitligt var troende,
kunde Adel og Borgerstand tillade sig en elskværdig og
skemt-som Vantro. Men efterat med Haandværkernes og
især Industriarbejdernes Organisation ogsaa er fulgt
en Art Organisation af Menigmands Kamp for aandelig
Frigørelse, er det ude med den elskværdige Skemt,
og de herskende Klasser, som føler deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
