Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 Henrik
Ibsen
frembyder nogle Paralleler med ham, den yngre Dumas,
nemlig at han fra Virkelighedsgengiver er bleven
Symboliker. Rosmers-holm og Fruen fra Havet svarer i
Ibsens Digtning til hvad L’Etrangére og La femme de
Claude er i Dumas’s Produktion. I Grunden er Alt i
disse Stykker Sindbilledkunst, siger et og mener et
andet, mere omfattende.
Montégut har et Sted udtalt sig om den Forandring,
der foregik med Shakespeare, da han nærmede sig de
halvthundrede Aar og skrev Dramaet Stormen. «Det
gik Shakespeare», siger han, «som det er gaaet
Michelangelo, Goethe og Beethoven: altsom han blev
ældre, blev hverken det almindelige Syn paa Naturen
eller Hjertets almindelige Følelser ham nok. Han gav
Verden sine Drømmes Farve. Hans Opfattelse blev mere
sindrig, mere skarpsindig og fin, men det Stoflige
og Faste i Skikkelserne stod i Fare for at gaa tabt;
han fordybede sig i Abstraktioner. Et Skridt endnu,
og han var udenfor Naturen.»
Saaledes er det gaaet Dumas. Hans fremmede Kvinde
er Zigøjnerkvindeligheden, Gérard den ideale
Elskov, berettiget blot som saadan, Hertugen af
Septmonts Fordærvetheden paa Grund af Udsvævelser,
Césarine Kejserdømmet, Claude den franske Genius,
Cantagnac Prøjsen. Saaledes er det ogsaa gaaet Ibsen;
Rosmersholm, hvor Børnene ikke skriger, naar de er
smaa, og ikke ler, naar de bliver voksne; det er intet
almindeligt Hjem, men det sindbilledlige Udtryk for
et Sted, hvor Livsytringerne i deres Uforbeholdenhed
kvæles som i Norge. Karudsedammen lige ved Havet, men
hvortil Verdenshavets Strøm ikke naaer, det er mere
end en almindelig Dam; Nordens Beboere kan næsten
alle spejle sig i den. Og saaledes er den fremmede
Mand i Fruen fra Havet Udveens, de dristige Længslers
Genstand.
Naar hos Dumas Rebekka og hendes Fader Daniel vil
drage ud i den vide Verden for at finde Israels tabte
Stammer og gøre deres Landsmænd til et Folk, saa
ligger heri en Idealisme, med hvilken vi er udenfor
Virkeligheden. Naar hos Ibsen tilsidst Forestillingen
om Frihed, Frihed under Ansvar er bleven til en Art
Trylleformel, som henrj^kker, selv om Alt ellers
bliver, som det var: saa er atter heri en Aandighed,
der ikke har stort rned Virkeligheden at gøre. Thi
om en Kvinde elsker eller ikke elsker sin Mand, det
beror paa Naturmagter, som aldeles ikke anfægtes af
Spørgsmaalet om Ansvar eller Ikke-Ansvar, end ikke
af Spørgsmaalet om Frihed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
