Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
368 Jacob
Wassermann
I hans Arme synker hun, da han ligger syg paa sit
Dødsleje-han omfavner hende med sin sidste Kraft,
og han vil blive genfødt i hendes Barn (der maa
og skal blive en Søn) i ny og endnu fuldkomnere
Skikkelse. Vi er her udenfor al Virkelighed og inde
i Fremtidssyner.
Hvad Bogen vil godtgøre, er dette: Renates Levned
synes lutter Urenhed; dog forbliver hun ren. Hendes
inderste Væsen er upaavirket af hendes Skæbner. Hun
gaar gennem Livet som en Søvngængerske. Hun
hengiver sig uden Lidenskab - men for at undgaa
et Vedtægts-Ægteskab; dette synes fornuftstridigt,
men er rimeligt. Hun hengiver sig af Gru; det synes
umuligt, men er følgerigtigt. Hun gaar fra Haand til
Haand; det synes at maatte ske i Letsind; det sker
i Tungsind. Da hun endelig træffer sit Livs Ideal,
der tillige er Forfatterens, staar hun for Agathon
saa uberørt som en Jomfru, og det Favntag, hvori de
mødes, er det eneste sande i hendes Liv.
Denne Lære har to Sider, en formanende og en
forklarende,
Til Formaning siger Forfatteren: «Dømmer ikke! I
lægger altfor megen Vægt paa Handlingens Yderside. Se
dybere, og I vil finde Renhed, endog hos den
tilsyneladende Faldne!*
Herimod er der neppe noget at indvende. Renate Fuchs
er en saa smuk Skikkelse, at Læseren straks er villig
til at skænke hende enhver Overbærenhed.
Men til Forklaring siger Forfatteren desuden:
Renate Fuchs var uden Ansvar; thi hun handlede som
en Søvngængerske. Og Renate Fuchs var uden Lyde;
thi inderst inde var hun ren.
Dette er straks meget mere betænkeligt.
Hvad Søvngaéngerlæren angaar, vil neppe nogen negte,
at i de Øjeblikke, hvor et Menneske (særligt en
Kvinde) handler under Tvangs-Indskydelse, er det
uden Ansvar. Men hvis man udstræk ken denne viljeløse
Tilstand til at omfatte et helt Ungdomsliv, burde den
vel følgerigtigt udstrækkes over hele Livet, maaske
endog gælde alle Kvinder, muligvis desuden gælde
alle Mænd. Man skimter i Bogen nemlig ingen Linje,
hvor Søvngængeriet og Ansvarsløsheden ophører. Men
desværre bliver Nødvendighedslæren hul og tom,
naar den forvandler sig til Skæbnetro. Der bliver
for Iagttageren intet andet tilbage end maabende at
udraabe: Det maatte saa være!
Som Skæbne lader Alt sig forsvare og maa Alt
forsvares. -
Dernæst: «Renate Fuchs var uden Lyde; thi inderst
inde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
