Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 Henrik
Ibsen
rigsk Dame, hvis Bekendtskab, han da havde gjort i
Tirol, og som er blevne mig meddelte af Adressaten,
indeholder enkelte Træk, der gaar igen i Solness’s
Forhold til Hilde, om end Damen snarere blev Model til
Irene i Epilogen. Hun er Majsolen i et Septemberliv,
hun kaldes som Hilde Prinsesse, virker som en
Prinsesse paa ham; han maa altid, altid tænke paa
hende. Og han er iøvrigt sysselsat med den Tanke,
om det nogensinde vil lykkes ham at udtrykke i en
Digtning denne høje, smertelige Lykke, at kæmpe for
det Uopnaaelige.
Senere, da Ibsen 1891 vendte tilbage til Norge
efter 27-aarig Fraværelse, fandtes der maaske dér
en kvindelig Ungdom, hvis Beundring for ham antog
en lidenskabelig Karakter, og til hvem han derefter
følte sig draget.
Da han nogle Aar derefter læste et Essay om den unge
Marianne v. Willemers Sværmeri for den 66-aarige
Goethe, og om det Opsving, dennes Digtning tog med
West-Oestlicher Diwan, blev han stærkt interesseret
deraf og udtalte sig derom i følgende Brev
(Kristiania, 11. Februar 1898):
<Jeg kan ikke modstaa min Trang til at sende
Dem en særlig Tak for Deres Goethe og Marianne
v. Willemer. Den Livs-episode, som De deri skildrer;
kendte jeg ikke noget til. Kanske jeg nok for lange,
lange Tider siden har læst derom hos Lewes; men saa
har jeg glemt det igen, fordi Forholdet dengang
ikke havde nogen personlig Interesse for mig. Nu
derimod stiller Sagen sig noget anderledes. Naar
jeg tænker paa Karakteren af Goethes Produktion i de
betræffende Aar, Ungdomsgenfødelsen, saa synes jeg,
jeg burde kunne sagt mig selv, at han maatte være
bleven benaadet med noget saadant, noget dejligt
for ham, som det at træffe sammen just med Marianne
v. Willemer. Skæbnen, Tilskikkelsen, Tilfældet kan
dog virkelig være noksaa velsindede, elskværdige
Magter en Gang imellem.»
Spredte Smaatræk har vel Ibsen efter sin Vane taget
allevegne fra. Som et saadant anførte han selv: En
Dag nede i Sydtyskland sagde en ung Pige til ham:
Jeg har aldrig kunnet begribe, at man forelsker sig
i en ugift Mand. Saa har man jo ikke den Fornøjelse
at erobre ham fra en anden. - Denne Ytring aabnede
Ibsen Perspektiver ind i kvindeligt Sjæleliv.
Af forskellige Elementer skabte han da Hilde, hans
sollyseste og ejendommeligste Kvindeskikkelse.
En lille Anekdote knytter sig for mig til Erindringen
om Hilde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
