Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Henrik Ibsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsen
137
der kommer igennem Byen, deriblandt ikke sjældent
norske Politikere, vurderer de Sagkyndige, sorn
den senere Conseilpræsi-dent Hagerup, viser derimod
dem en noget spotsk Kulde, i hvem han ser ærgerrige
og ubetydelige Stræbere. Der er over hans Holdning
kommet noget af Verdensmandens Vane til at se mange
Mennesker og behandle dem forskelligt, men rigtigt.
Jeg mindes ham ogsaa som Gæst i Kjøbenhavn, æret
som en Konge. Kom han i Besøg, var man allevegne
betaget. Var han indbudt, vakte hans Ordknaphed
eller Stumhed undertiden Forbavselse. Han talte nu
ikke længere med Bitterhed om Norge, kun med en vis
Beklagelse om Udviklingens Langsomhed. De Teorier,
der kom fra Norge, syntes ham forældede, gaaede af
Brug ude i Europa. Om de oplyste norske Bønder sagde
han en Dag, at Mallings Store og gode Handlinger,
en for halvhundred Aar siden nyttig Børnebog, endnu
kunde være passende Læsning for dem.
Saa mindes jeg ham endelig fra mange af mine kortere
eller længere Ophold i Norge. Naar vi efter Aftale
daglig traf hinanden ved Frokosttid, (og han altid
før den berammede Tid stod paaklædt i Porten og
ventede), til en Spadseretur, eller for at se paa
Vikingeskibet, paa Malerier eller sligt. Eller naar
jeg efter Indbydelse kom til Middag hos ham, og han
gned sig i Hænderne og sagde: Vi skal være glade
i Dag, drikke god Vin, drikke megen Vin og fortælle
Historier. Derpaa: Nu skal De høre en lærerig Historie
om X. - Ansigtet blev et eneste satirisk Smil og
en Historie fulgte, blodig og burlesk, hvori en
almen-agtet og lovprist Hædersmand aabenbarede sig
som den komiske Synder, han var.
Efter en stille Aften, tilbragt i fri Luft et
Steds, jeg har glemt Navnet paa, udenfor en norsk
Pavillon. Der stod et Lys paa Bordet, som toges bort,
fordi Sommernatten var tilstrækkelig lys. Ibsens
Skikkelse med den mægtige Pande og det rige Haar
smeltede sammen med de drømmende Naturomgivelser og
den magiske Belysning. Da det blev lidt mørkere, saas
tilsidst af Ansigtet kun et Glimt i Brilleglassene og
Bevægelsen om hans Mund. Han talte med dæmpet Stemme,
nippede nu og da til sit Glas, fantaserede og spøgte.
Vi havde spist Lam, og jeg sagde: Lammet er dog det
ædleste Vildt. - Visselig svarte Ibsen. Jeg har engang
tænkt paa at skrive et Skuespil om Lammet. En Mand
er dødssyg; han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
