Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Georges Clemenceau - I. Et fem Dages Talerslag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210 Georges
Clemenceau
Der er som bekendt jo næsten ingen Talere, som kan
tale. De flestes Foredrag er en tyktflydende Grød,
uklar, uigennemsigtig. Hvad de siger, er neppe
artikuleret og altid halvvejs uforstaaeligt fra
et højt Galleri. Og jo skrækkeligere de taler,
des endeløsere. Hele Talen igennem sidder man og
haaber paa, at Mennesket vil gøre sig færdig; men
nej han bliver ved, bliver ved, udvikler vidtløftigt,
hvad et Barn i fem Minuter kunde begribe, fortæller
med lange Omsvøb Ting, der ikke kommer Sagen ved,
behager sig selv og strømmer efterhaanden over af
bare Selvbehagelighed. De fleste Talere forestiller
sig deres Tilhører-kres ganske uden Nerver.
Den første Dag var streng. Formanden, Henri Brisson,
har saa svag en Stemme, at hvad han siger, er
uopfatteiigt, Con-seilpræsidenten Sarrien læste
Regjeringens iøvrigt ingenlunde uinteressante Progam
op af Papiret enstonigt, karakterløst. Og saa fulgte
paa Millerands kortfattede Indgivelse af sit Forslag
om tvungen Voldgift i Lønningsstridigheder og paa
Gérault-Ri-chards forstandige Ytringer Zevaés og
Gonstans, to brave, indbyrdes uenige Socialister,
der i lige Grad er berøvede Talefærdig hed. Zevaés
var den bedste; thi han holdt dog op. Men Gonstans -
o, Gonstans l Som Regnvejr, der drypper; som en
Temaskine, der summer; som en Talemaskine, der
brummer!
Han bunker sytten Ord sammen i en uadskillelig
Klump, tværer saa et enkelt Ord ud til Længden af
en Sætning, roder i Papirer, læser Citater op af
Clemenceau, angriber ham med Vaaben uden Eg og Od,
afbryder sig selv, begynder paany og traver videre,
videre over Stok og Sten, lirende sine Sætninger af
... At man udholder det, overlever det! Det værste
var, at han udbrød: «Jeg skal nu slutte med . . .«
saa man aandede op. Men Løftet var falsk. Det var
et Krigspuds. Han blev ved, og da han tyve Minuter
senere paany henkastede: «Jeg vil nu slutte», vidste
man, at Løftet gaves paa Skrømt, og at dette aldrig
vilde ende. Først hørte man paa ham med rank Ryg,
saa bøjede man Hovedet for at lade Skyllen gaa hen
over sig medens man tænkte paa andre Ting. Men Uhyret
forstyrrede En, idet han blev ved at tale, saa man sad
og næsten hulkede af vanvittig Kedsomhed, af og til
uvilkaarligt udbrydende: Aa! - Aa! - <Jeg kommer nu
til Slutningen», lød det fra Talerstolen. Men Ordene
bragte ikke mer nogen Trøst. Man fæstede ikke Lid til
dem, var narret for tidt, sad med Hænderne for Øjnene,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
