Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - O. Münster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
O. Munster
Algyldighed, han er i lige Grad paa Vagt overfor
Tvivl, der stammer fra Teologi eller Metafysik, og
overfor Tvivl, der stammer fra ren Empirisme. Saaledes
udfolder der sig for ham et Verdensbilled, som
beroliger ham, fordi han er overbevist om, at dertil
svarer en Virkelighed, og saaledes naaer han til
Forestillingen orn en Natur, et Verdenshele, der til
Formaal har «den varige Harmoni». Deraf stiger da en
begejstret og sværmerisk Fremtidstro til en Kulturens
Guldalder paa Jorden, der efter hans Opfattelse
vil blive det egenlige menneskelige Tidsrum, og han
slutter sit Værk med at prise de Slægter lykkelige,
der en Gang skal leve paa den Jord, hvor Adgangen til
Livets Goder ikke mere vil være forbeholdt nogle faa,
og hvor med Sliddet ogsaa al taabelig Samfundsvedtægt,
der nu forbitrer vore Dage, er faldet bort.
Hr. Munster er en retlinjet Aand uden ringeste Hang
til Mystik, paa sin Post mod Opstillingen af Gaader,
hvor han ingen kan finde. Han er en følgerigtig
Aand, der ikke viger tilbage for nogen Slutning,
som professionelle Filosofer gerne krymper sig
ved at drage, fuldstændig Udelukkelse f. Eks. af
Viljens «Frihed» eller af Tilfælde, hvor andet bliver
attraaet end Lyst og Lykke. Han viser sig paa hvert
enkelt Hovedpunkt som en simplificerende Aand. Han
er ikke blot ubetinget og gennemført Determinist, men
overbevist om, at Livets Udvikling fra det lavere til
det højere udelukkende skyldes mekaniske Aarsager.
Men idet han samtidig ganske Hegelsk betragter vor
Bevidsthed om Verdensaltet som Altets Selvbevidsthed,
saa Naturen z os bliver formaalsbevidst Kausalitet,
kan hans Forsken udmunde i denne atter ganske
Hegelsk klingende Sætning: «Saaledes forstaar
den durkdrevne Natur (Hegelsk smukkere; Naturens
Jesuitisme) snildt at benytte sit favoriserede Barn,
sit ypperste Produkt, Mennesket, som fornemste Redskab
i egen Tjeneste, for ved dettes Hjælp gennem alle
Disharmonier at naa det Maal, den aldrig taber af
Sigte, den varige Harmoni«.
Blot man nu kunde stole derpaa! Der er Øren, i hvilke
dette næsten klinger som Teologi
Men det forstaar sig, saaledes opfattet bliver der
jo Men-neskemenmg i det hele, og den haardnakkede,
overleverings!]endt-lige Fritænker, Forfatteren er,
kan da trods sin Ugudelighed bevare sin Fremtidstro,
sin Meliorisme.
Dog er der Menneskemening i Naturen?
Er det virkelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
