Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - O. Münster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
O. Munster
tom og indholdsløs Sætningen: To og to er fire i
Virkeligheden er. Den lærer os jo intetsomhelst
nyt. Den siger det samme to Gange. Det er
Identitetssætningen a = a. Hvad Pokker skulde a ellers
være? Saa snart Sætningen: to og to er fire ikke mere
holdes rent abstrakt, men Talen er om to Genstande,
to Mennesker for Eksempel, og to andre Mennesker,
saa gælder den ikke længer, saa kan to og to være over
hundrede, i Fald én iblandt dem gælder for hundrede,
og to og to kan omvendt være mindre end fire, i Fald
en eller to iblandt dem er Undermaalere.
Det er ingenlunde vanskeligt at forestille os Forhold,
under hvilke en helt ny Enhed maatte føjes til under
en Sammenlægning. Man behøver ikke at ty til levende
Forhold mellem Mennesker, hvor det ikke vilde være
"nogen Sjældenhed, at to unge Par, som skulde adderes,
paa et vist Tidspunkt viste sig at være endog seks
Individer, Men man kan tænke paa et Aar, der bestaar
af 365 Dage. Naar Aaret multipliceres med 4, maa en
Skuddag føjes til, saa i dette Tilfælde fire Gange
365 bliver ikke 1460, men 1461, hvad jo tilsyneladende
strider mod Arit-metiken.
Rigtignok kun tilsyneladende, som ogsaa i det
Tilfælde, hvor en femte Ting pludselig blev skabt,
saa snart to Par Ting forenedes. Stuart Mill har
taget fejl; ogsaa i en saadan Verden vilde vor Euklid
forblive ganske uantastet. Hans rent formelle Omraade
er uangribeligt. Men ak! naar vi med Hr. Munster kan
glæde os ved, at to og to selv paa de fjerneste Sole
udgør fire, saa er det, fordi fire kun er to og to med
et andet Ord - hvad der for mig personligt unegtelig
forringer Glæden.
Gaar vi over til, hvad vi ikke blot formelt, men
virkelig véd, saa har Hr. Munster med Skarpsindighed
vist, at det sidste, hvortil vi kan naa, er Naturen
som Aarsag til vore Indtryk. Aarsagsforholdet er
da det første og afgørende, hvorfra vi maa gaa ud i
Bestemmelsen af Naturen, og med Kausalitet er givet
Bevægelse, Tid, Rum, Udstrækning.
Skade kun, at vor Viden atter her er saa tom. Da
Lys og Farver ikke har nogen ydre Tilværelse, men
kun forekommer i vor Hjerne, da clet samme gælder
om Lyden, om Lugten, om Smagen, om Soliditeten, om
Varmen, om Kulden, bliver der ikke andet tilbage som
Naturens eget Væsen end en uforgængelig Substans,
om hvilken vi intet véd, og saakaldte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
