Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Frits Thaulow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frits Thaulow
329
han en Dag til Berlin, tog efter sin sparsomme Vane
ind paa et lille Hotel af syvende Rang, og saa i de
simple Omgivelser ud som en Kunstnerprins. Han ønskede
at gøre Adolf Menzels personlige Bekendtskab, vilde
udtale sin Beundring for «den store, store Kunstner*,
som han kaldte ham, og var saa heldig at træffe ham
paa Galleriet. Den lille Menzel var som elektriseret
af dette Møde: «Ein Hune geht auf mich los, sagt
mir iiber-stråmend die verbindlichsten Dinge, und
ich stehe da, ganz gliick-lich uber die so warme
Anerkennung eines Kenners.»
Jeg ser ham for mig 1880 i Christiania. Han henter
mig ved Ankomsten i en lille Gig. Et yndigt Barn,
hans Datter, sidder paa Bukken; han kører mig ud af
Byen til et Landsted, hvor han er den gæstfri Vært;
det passer for ham at være Familiefader, bredt og
godmodigt som hans Væsen er.
Og jeg ser ham 1881 i Kjøbenhavn, den Aften, da en
Udvandring foregik fra den gamle Studenterforening,
der ikke vilde tillade en Taler at blive efter
Foredraget, og da Studentersamfundet fødtes, idet
man samledes til en improviseret Sammenkomst, hvor
mange gode Taler blev holdte og mange morsomme
i Dagens Anledning skrevne Viser sungne. Frits
Thaulow var der, og da der opstod nogen Strid i
Anledning af en begejstret Tale, Herman Bang holdt for
J. P. Jacobsen, greb Thaulow Lejligheden til at udtale
sin xAnerkendelse af Bangs Talent. Han var der med
Drachmann og Jacobsen, og dette var en af de sidste
Aftener, hvor Jacobsen viste sig for Offenligheden
ved godt Helbred og i fuld Kraft. Frits Thaulow var
Maler nok til fuldt at vurdere Jacobsens Prosa.
Med Fare for at støde enkelte yngre Kritikere maa
det fremhæves, at han desuden var en ivrig Beundrer
af Carl Ewalds Vid.
En Foraarsdag I 1886 stod Thaulow som
Studentersamfundets Formand, støttet til en mægtig
Fane, høj og bred foran Christiania Studenter paa
Bryggen for at modtage en indbudt Fremmed, da Skibet
lagde til Land.
Han var ikke mere en af flere, var bleven Føreren,
Formanden, Fanebæreren. Han havde da allerede længe
været det aandeligt, havde rejst og forfægtet den
nye Retning i det unge Norges Kunst.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
