Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mennesker - Fr. Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
Fr. Nietzsche
Blik for Kulturværdierne, ja har lyst dette Blik i
Rigens Acht: Man maa efter deres Paastand først og
fremmest være Tvsk
««»
w 1
være af Race. Er man det? kan man afgøre Værd og
Uværd: Germanerne er da den sædelige Verdensorden
i Historien; i Forhold til Romerrigets Magt er de
Frihedens Bærere; i Forhold til det 18. Aarhundrede
er de Moralens, det kategoriske Impera-tivs,
Genoprettere. «Der gives en rigstysk, antisemitisk
Historieskrivning, og Hr. v. Treitschke skammer sig
ikke».
Tyskerne har alle de fire sidste Aarhundreder^ store
Kulturforbrydelser paa deres Samvittighed. De har
(som Nietzsche i sine sidste Aar ikke blev træt af
at paastaa) berøvet Renæssancen dens Mening, bragt
den til at strande ved Reformationen, d. v. s.:
ved Luther, en umulig Munk, der ud fra sin Umulighed
angreb Kirken og derved genoprettede den. Katolikerne
vilde have god Grund til at fejre Luther.
Og da der paa Broen mellem to Nedgangs-Aarhundreder
aabenbarede sig en force majeure af Geni og Vilje,
stærk nok til at gøre en Enhed af Evropa, en politisk
og økonomisk Enhed, har Tyskerne endelig ved deres
«Frihedskrige» berøvet Evropa Meningen med Napoleons
Eksistens, et Vidunder af Mening. De har dermed
alt det, som siden kom, paa deres Samvittighed,
Nationalismen, den nationale Nevrose, hvorunder
Evropa sygn er, og Forevigelsen af Smaastateriet,
af den lille Politik,
Til allersidst har Tyskerne paa deres Samvittighed
deres Forhold til ham selv, deres Ligegyldighed for
ham, deres Mangel paa Anerkendelse af ham, deres
Nedtien af hans Livsværk. Tyskerne er daarligt
Selskab. Og skønt hans Selvbiografi udmunder i et
Digt, hvori han lader haant om Ryet, «denne Mønt,
med hvilken Alverden betaler, men som han tager paa
med Handsker, og med Væmmelse træder under Fødder» -
saa har dog Umuligheden for ham af i levende Live at
vinde Ry i Tyskland mægtigt bidraget til Udformningen
af hans Antipati.
Det Højtryk, hvori den hele Fremstilling er holdt, den
uhæmmede Selvfølelse, der besjæler den, og som varsler
om det faa Uger senere frembrydende Vanvid, har ikke
berøvet Ecce homo Aandspræget af overlegen Storhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
