Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Winther
13
For det første laa det i Oehlenschlagers Forkærlighed
og Begejstring for Nordens Oldtid, at han i Regelen
ser historisk paa vor Natur; han ser Nordens
Fortid i den, han ser dens egen Fortid i den,
snarere end han ser den, som den er. Modsætningen
til Baggesens Betragtning af den danske Natur er
her især slaaende. For Baggesen var -Danmark stedse
Barndoms-landet, det Land, hvori han havde levet hin
Tid, da han «var meget lille»; for Oehlenschlager
er Danmark Fædrenes Land. For Baggesen var Danmark
Landet, hvor Roserne var rødest, Tornene mindst
og Dunene blødest, altsammen, fordi hans Barndom
var henrunden her. For Oehlenschlager er Danmark
Fædrelandet og han søger i dets Natur overalt efter
Fædrenes Spor. Kæmpehøje, gamle Ruiner og Mindesmærker
opfylder ham levende; han vandrer ved Midnatstid
«mellem Herthas Alterstene», og «det yndige Land»,
han hesynger som Frejas Sal, fører Navn af gamle
Danmark. Hele Naturen deltager derfor hos ham i de
gamle Minders Skæbne. Da det første Guldhorn findes,
lyder en sagte Torden; ved Fundet af det andet
tier Fugleskarerne og en hellig Taushed indvier
Alt. Overalt i vor Natur ser han, som han i Frodigt
Sommerliv siger:
Den gamle [senere: høje] Oldtid række Fremtid
Haanden.
Men hvem der med Opmærksomhed vil gennemlæse det
sidstnævnte dejlige Digt, vil tillige komme under
Vejr med det andet Grundtræk i Oehlenschlagers
Naturanskuelse, som forhindrer ham i at naa en
ligesaa virkelighedstro som digterisk Stil i
Landskabet. Den personlige Forkærlighed for den
menneskelige Skikkelse, som han selv aabent vedkender
sig, bevirker, at han overalt hvor det er ham muligt
personliggør Naturen. Han er i sit kunstneriske Anlæg
altfor meget Figurmaler til at kunne fornægte dette
Anlæg overfor Landskabet.
Frodigt Sommerliv er et Eksempel fremfor alle, ligesom
det er et af Oehlenschlagers ypperste Digte. Det
skildrer en dejlig Midsorømerdag paa Langeland. Men
Digteren kan til sin Skildring ikke undvære Satyrer
og Fauner, Pau og Syrinx. Dafne og Artemis. Umærkeligt
forvandler her som i Aarets Evangelium Naturen sig til
Myte for ham. Markerne, Græsset, Havets Bølger smelter
for hans Øjne sammen til en guddommelig Person: Han
ser Flora komme ned fra Olympen, de gyldne Aks svinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
