Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Winther
29
Hvad der ved første Blik viser sig særegent
for Digtene Tz’Z En er Elskerens fuldstændige
Underkastelse. Hans Holdning er ydmyg. Hans Rolle
er den at være en Trøster, og han gaar helt op i
en vis underdanig Ømhed, der vel ikke har noget
med Forsagen at gøre, men som ganske udelukker
Muligheden af et overlegent eller opdragende eller
bebrejdende eller dristigt attraaende Ord. Allerede
denne Elskerens Holdning afspejler Præget i den
Elskedes Aasyn. Man læser i hans Ansigt baade hendes
vante Udtryk og hendes vekslende Minespil; hendes
Smil kaster et Genskin af Lykke over hans Skikkelse,
og er hans Øje vaadt, saa kommer det af at hun har
fældet Taarer. Langt fra at se ud som «Enhver man er
forelsket i» tegner den af Digteren elskede Kvindes
Skikkelse sig da med forholdsvis sikre Omrids. Naar
han er Trøster, saa er det, fordi hun er sorgfuld. En
Hindring af rent ydre Natur adskiller dem, og denne
uopløste Mislyd i hendes Liv synes i .Forening med
andre at have undergravet hendes Væsen og forstyrret
dets Ligevægt. Hun er bleg, om end i al sin Bleghed
skønnere for ham end nogen, hvis Kind bærer Sundhedens
Farver. Hendes Øjne er forgrædte, hendes Blik mat af
Sorg, og hendes Hjerte, der er mæt af Livets bitre
Frugt, vaander sig i Kvaler, saa al hans Attraa gaar
ud paa nu og da at vise hende nogle Glimt af Haab
og nogle Striber blaa Himmel. Hun gaar, hedder det,
sin Vandring med Besvær; i sit Hjem er hun omgivet af
Spejdere, og hun bærer altid en Smerte i sit Bryst;
thi en bitter Kalk er det hende forundt at skulle
drikke. Selv de Blomster, hun sender, synes at have
grædt.
Alt dette er ikke uden Ejendommelighed, skøndt det
endnu ikke maler den Enkelte. Men et bestemtere Liv
faar Ansigtsudtrykket, naar nu og da den Elskedes egne
Ord eller Stemnings-udbrud anføres. Snart er det kun
saa lille et Ord, som naar hun midt i al sin Sorg har
sagt, at hun vil tænke paa sin Elsker «med Glæde»,
snart en Frygt, hun har udtalt for at Sorgen, der
nager, eller Aarene, der kommer, vil hærje hendes
Skønhed og fjerne hans Hjerte fra hende, snart
saa fortvivlet et Udbrud, som det at kun Saadanne
Bedøvelsesmidler som Havets Brusen, stærke Storme
eller Braget af mægtige Strømme kan give hende Ro i
Sindet og jage hendes mørke Drømmerier paa Flugt. Hun
er lænket med saa faste Baand, at selv den Elskedes
Nærhed og Færd udsætter hende for nye Bryderier,
ny «Ked-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
