Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Christian Winther (1796–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Winther
57
egenhed. Rithra er ved Væsen og Afstamning nærmest en
Gentagelse af Oehlenschlagers Skulde, Hr. Strange er
ikke stort mere ejendommelig end Ingemanns Drost Peder
Hessel, og Dronning Agnes ikke meget mere værd end
Erik Menveds Moder hos samme Skribent. Selv Folmer,
Winthers typiske Skikkelse, har altfor faa oprindelige
Træk; han er den romantiske Omflakken, vi kender fra
EichendorfFs Døgenigt, kun mere personlig og ægte
dansk. Naar Digtet ligefuldt indtager en fremragende
poetisk Rang, saa ligger det i, at Skikkelserne som
ren Staffage gaar op i Naturomgivelserne; det Hele
er og bliver i Erindringen tilbage som Landskab,
Sprogduft, Tone, Sommerstemning.
. Det er let at forstaa, hvor vanskeligt det
maatte falde en Digter med denne Ejendommelighed
at uddanne sig en selvstændig Prosaform. Han sad
ikke inde med nogen Idé, der fordrede Prosaen
som Meddelelsesmiddel. Det er derfor ogsaa i hans
Prosafortællinger, at man stærkest sporer Indflydelsen
af det romantiske Tidsrum, i hvilket hans Ungdom
falder. Hans Musa har vel her i Prosanovellen-
nødtvungen faaet Benene ud af Æventyrets og Sagnets
Sløjkjole, men man savner ligefuldt ethvert Pust af
den moderne Aand.
Snart møder man her det kølige og karikerende Forhold
til den vaagnende politiske Bevægelse, som vi kender
fra Heibergs Vatgerda og Kierkegaards æstetiske
Skrifter, (se Fortællingen Paa Landet), det romantiske
Had til den uromantiske Politik. Snart træffer man
Romantikens naturstridige Omgang med den menneskelige
Individualitet, dens Lyst til at flække og strække
denne*"). I Episode af et Familieliv bruger Winther
Dobbeltgængeriet som et poetisk Motiv, ja anvender
det som Forklaring og dels som Undskyldning for et
Dobbeltægteskab, den Paagældende paa en og samme
Dag indgaar paa to forskellige Steder. Endelig
finder man i adskillige af disse Fortællinger-
(Skriftestolen, En Hævn) den romantiske Tilbøjelighed
til at sammenblande Erotismen med grusomme Rædsler,
som man mindst skulde vente at finde hos den Digter,
der om sin egen Musa har sagt: «Hun fremmed er, hvor
Skræk og Rædsel troner*. Noget udmærket og mesterligt
har han i Prosanovellen kun kunnet frembringe, hvor
det var ham muligt at lade som i sine Fortællinger
paa Vers Karakter og Hand-
*) Se Hovedstrømninger II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
