Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Emil Aarestrup (1800–1856)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Emil Aarestrup
Udnævnelse til Embedsmand, kom han ikke derfor ud
af Provinslivet. Han fik Fysikatet i Fyns Stift,
som han i 1844 havde søgt forgæves, og hertil kom
i 1850 en Ansættelse ved Afdelingen for Afsindige
i Graabrødrehospitalet i Odense. Her levede han de
sidste syv Aar af sit Liv.
For en Natur som Aarestrups, der med Begavelsens Ret
til rigelig og vekslende aandelig Næring tillige havde
Magelighedens Trang til Saadanne Paavirkninger, som en
Hovedstad frembyder, passede Smaakøbstædernes Liv kun
slet, og havde han frit kunnet vælge sit Opholdssted,
var det heller ikke blevet dette; Klager over Tomhed,
over Intet at opleve, over ikke at have nogen Moders
Sjæl til Omgang, kommer atter og atter igen i hans
Breve, hvori der forekommer saa mismodige Udtryk
som dette: «Jeg har ladet min Harpe hugge op til
Vinterbrænde». Af og til har han ganske vist fundet en
humoristisk Nydelse i at lade sig konversere af en og
anden Købstad-Original, af og til har han formaaet at
afvinde <den paralyserende Selskabsdøsighed. der tager
Vejret fra ham», en pudsig Side, men i Almindelighed
har han kun følt det øde og tomt omkring sig. Det
smaalige Pro vi ns væsen og den aandelige Søvn har
kedet ham mere end de forlystede ham. «Her var et
Bryllup forleden, men male Dig den Sjofelisme, det
dryppede af ligefra Brudetalen til Illuminationen, kan
kun en Ostade. Tænk Dig: Aandelighedens Repræsentant
og Vækker her, Byens Hyrde, tager sig regelmæssig
en Lur - ikke alene før og efter Maden - men imellem
For-og Eftermaden, og gider ikke snakke - efter hans
Kones Beretning – undtagen naar han nøcles til det,
paa Embeds Vegne.
Naar nu og da en gammel Ven forlader Øen, eller
naar hans Broder nogen Tid forsømmer at sende
Brev, føler han sig ganske som i en Menneskeørken
og véd kun at søge Trøst i Naturens Frodighed og
Liv. ’;Dog - Foraaret forestaar, og bringer del mig
ingen menneskelige Venner i Nærheden, saa komme
dog Svalerne tilbage til Rederne under mit Tag;
som underjordiske Dværge skyde Sviblerne op af min
Havejord, og Aspargesbedene og Jordbærlandene arbejde
Dag og Nat for at kunne forsyne mit Taffel; Ærterne
revne af Længsel efter at byde mig de lysegrønne
Kapsler, og Solen varmer Stenene for at jeg kan
sidde paa dem.’> Man føler næsten, hvorledes hans
utilfredsstillede Trang til aandelige Pirringsmidler
i Ensomheden og Kedsomheden omdannes til lækkersulten
Yppighed. Samfærdsels-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
