Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
H. G. Andersen
tæller med Vinden, ser Sneen, Søvnen, Natten, Døden,
Drømmen som Personer.
Det Bestemmende i denne Fantasi var altsaa Samfølelsen
med det Barnlige, og ved Fremstillingen af saa dybt
liggende, elementære og uforanderlige Sjælstilstande
som Barnets bliver Frembringelserne af denne
Fantasi hævede ove’r Tidens Vande, udbredte udover
Landets Grænser, og fælles Ejendom for Samfundets
forskellige Klasser. Den Tid er længst forbi,
da man ansaa Geniet for et himmelfaldent Meteor,
nu véd man, at Geniet som alt Naturligt har sine
Forudsætninger og sine Betingelser, staar i et
gennemført Afhængighedsforhold til sin Tidsalder som
et af dens Ideers Organer. Sympatien med Barnet er kun
en Ytringsform af det nittende Aarhundredes Sympati
med det Naive, Kærligheden til det Ubevidste er en
Ytringsform af Kærligheden til Naturen. I Samfundet,
i Videnskaben, i Poesien, i Kunsten var Naturen og
Barnet blevne gjorte til Genstand for Dyrkelse;,
imellem Poesi, Kunst, Videnskab og Samfund finder
en Vekselvirkning Sted. Opstaar der da en Digter,
hvis Kærlighed drager ham til Barnet, hvis Fantasi
tiltrækkes af Dyret, af Planten, overhovedet af
Naturen, da vover han at følge sin Drift, da faar han
Mod til at have Talent, idet hundrede tusinde dumpe
Stemmer rundt om ham forstærker hans Kald. Den Strøm,
mod hvilken han tror at svømme, bærer og vugger ham
til hans Maal.
Man studerer da hans Kunst, idet man studerer de
Ideer,, der indgiver ham den. At se dem i deres
Opstaaen og deres Forgrening, i .deres almene Væsen
og deres virksomme Magt er da ikke nogen overflødig
Handling, naar Opgaven er at fordybe sig i den enkelte
Digterfantasi. Thi den nøgne Idé kan vel ikke digte;
men uden Ideen og uden de Omgivelser, den sætter i
Bevægelse, kan Digteren heller ikke digte. Rundt om
den lykkelige Digter staar en Flok, der med mindre
Lykke arbejder i samme Retning som han, og rundt
om denne Flok tumler Folkeslagene sig som tavse,
men deltagende Medarbejdere. Thi Geniet er som et
Brændglas; der samler og forener de vidt adspredte
Straaler. Det staar aldrig alene. Det er kun det
fejreste Træ i Skoven, kun det højeste Aks i Neget,
og man har først set det i dets. virkelige Betydning
og i dets sande Stilling, naar man har set det paa
dets Plads.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
