Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
H. C. Andersen
119
Erfaring kølner og hærder. En saa let voltigerende,
fugleagtigt hoppende og flyvende Fantasi kan ikke
forenes med den dramatiske Handlings logisk afmaalte
Stigen og Synken. En saa ukoldblodig Iagttagelse kan
ikke trænge, ind til Marv og Ben, en saa barnlig,
saa let rystende Haand kan ikke anatomere en
Skurk. Stiller vi da en Begavelse som denne overfor
forskellige, bestemte og bekendte Kunstarter, saa
kan vi forud afgøre, hvorledes den maa stille sig
til hver af disse:
Romanen er en Digtart, der .udfordrer ikke alene
Indbildningskraft og Følelse, men en Verdensmands
skarpe Forstand og rolige, ironiske Iagttagelsesevne
hos den Aand, som skal yde noget Udmærket i den; det
vil sige, at den ikke ligger helt for Andersen, skønt
ikke heller ganske fjernt fra hans Talent. Det hele
Sceneri, Naturbaggrunden, Kulturenaleriet kan lykkes
ham; men i Sjælestudiet vil Svagheden spores. Han
vil tage Parti for og imod sine Personer, hans
Mænd vil ikke være nok Mænd, og hans Kvinder ikke
tilstrækkeligt Kvinder. Jeg kender ingen Digter,
hvis Talent i ringere Grad har et bestemt Køn end
Andersens. Derfor har han sin Styrke i at fremstille
Børnene, hos hvem den bevidste Kønsfølelse endnu
ikke er fremtraadte Det Hele beror paa, at han
saa udelukkende er hvad han er, ikke er lærd, ikke
Tænker, ikke Bannerfører, ikke Stridsmand, som flere
af vore øvrige Digtere, men udelukkende Poet. En
Poet er en Mand, som tillige er en Kvinde. Andersen
ser i Manden og Kvinden kraftigst det Elementære,
det Fælles-Menneskelige, langt mindre det Særegne,
det Interessante. Jeg overser ikke, hvorledes han
har malet en Moders dybe Følelse i Historien om en
Moder, eller fortalt en kvindelig Sjælehistorie i
Den lille Havfrue, men hvad han fremstiller her er
ikke Livets og Romanens sammensatte Sjælstilstande,
men -Livselementet; han lader den ganske enkelte
og rene Tone klinge, der i Livets sammenflettede
Harmonier og Mistyd hverken forekommer saa rent
eller saa enkelt. Ved at træde ind i Æventyret
under-gaar alle Følelser en Fatteliggørelse, en
Rensning og en Forvandling. Mandens Væsen ligger vel
Barnedigteren fjernest, men jeg husker kun et eneste
Sted i Æventyrene, hvor en Kvindesjæl med Finhed er
tagen paa Kornet; Skildringen staar der saa uskyldig,
at man næsten spørger sig, om den ikke har skrevet
sig selv. Det er i Hyrdinden og Skorstensfejeren.
«Har Du virkelig Mod til at gaa med mig ud i
den vide
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
