Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
H. C. Andersen
lians bedste Egenskaber frem. Som Trækfuglen, hans
Yndling, er han i sit Element, naar han rejser. Han
iagttager som en Maler, og han skildrer som en
Sværmer. To Mangler fremtræder dog her, den ene:
at hans lyriske Tilbøjelighed undertiden løber af
med ham, saa han lovpriser istedenfor at skildre
eller overdriver istedenfor at male (se f. Eks. den
overspændte Beskrivelse af Ragatz og Pfåffers), den
anden: at det underordnet Personlige, det Jegede,
der betegner, at den dybere Personlighed mangler
Sluttethed, undertiden fremtræder paa en forstyrrende
Maade.
Dette sidste betegner stærkt hans Forfatterskab som
Selv-Biograf. Hvad man med Rette kan bebrejde hans
Mit Livs Æventyr er ikke saameget, at Forfatteren
er saa sysselsat med sin private Personlighed
(thi dette er her ganske naturligt), men at denne
Personlighed næsten aldrig er sysselsat med noget
Større end sig selv, aldrig gaar op i nogen Idé,
aldrig er rent befriet fra Jeget. Revolutionen 1848
kommer i denne Bog som en Nysen; man bliver ganske
forundret ved at mindes om, at der er en Verden til
udenfor Forfatteren.
I den lyriske Poesi vil han naa saa vidt, som han kan
komme, hvor han nødes til at lade sin farverige, om
Virkelighedens Former sluttende Prosadragt ligge ved
Indgangen og iføre sig Versets løsere, énsformigere
Raabe. Hans Prosa har Fantasi, ubunden Følelse,
Rytmik og Melodi, hvorfor gaar han da over Aaen
efter Vand? Hans Digte udmærker sig iøvrigt tidt
ved en fredelig og barnlig Aand, en varm og mild
Følelse. - Man ser, at Resultatet af hans Forsøg i de
forskellige Digtarter fremgaar ganske ligefrem, som
«den Ubekendte» i Matematiken, af hans Evners Natur
paa den ene Side, Digtartens Natur paa den anden.
Saa staar da kun hans egen Digtart tilbage, den,
han ikke behøver at tage Patent paa; thi der er
ingen, som tager den fra ham. For den, der ret har
følt, hvor individuel i Grunden enhver Kunstart er,
tager det sig ganske underligt ud at se, hvorledes
et overlæggende Talent, naar det som Heiberg har
frembragt en ny Afart, bestræber sig for at bevise
dens høje Rang og Plads i Systemet og uden videre
betragter den som almengyldig. Vaudevillen var én af
Typerne for Heibergs Aand. Han kan gerne skrive dens
Teori, men han tager den med sig i Graven, og den
dør med ham. Den Form, han har brugt, kan ingen anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
