Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - H. C. Andersen (1805–1875)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
H. C. Andersen
hille den, hvor de kunde strække Ben, man vidste ikke,
hvad der var Ende, og hvad der var Begyndelse; man
vidste ikke, hvad der var Arme og hvad der var Ben,
det gik imellem hinanden ligesom Savspaaner, og saa
snurrede de rundt, saa Helhesten fik ondt og maatte
gaa fra Bordets Andersen kender Helhestens Nervesystem
og har dens svage Mave i Erindring.
Han har den ægte Gave til at danne overnaturlige
Væsner, :som i den moderne Tid er saa sjælden. Dybt
symbolsk og ganske naturligt er det f. Eks.,
at den lille Havfrue, da hendes Hale har skilt
sig til «to nydelige Ben», ved hvert Skridt, hun
gaar, fornemmer det, som om hun traadte paa en
skarp Kniv og paa spidse Syle. Hvor mange stakkels
Kvinder træder ikke ved hvert Skridt, de gaar, paa
en skarp Kniv for at være den nær, hvem de elsker,
og hvor langt er alligevel disse fra at være de mest
ulykkelige! - En herligt tegnet Bande er fremdeles hin
Troldflok i Snedronningen; et ypperligt Sindbillede
er Troldspejlet, og en følt Skikkelse selve denne
Dronning, der siddende midt paa den øde Snemark har
suget al dens kolde Skønhed ind i sig.
Denne Kvinde er i Familie med Natten, en af Andersens
mærkværdigste Figurer; ikke Thorvaldsens milde,
søvnbringende Nat, ikke Carstens’s ærværdige,
moderlige Nat, men den sorte, uhyggelige, søvnløse
og rædselsfulde: Derude midt i Sneen sad en Kone i
lange, sorte Klæder, og hun sagde: «Døden har været
inde i din Stue; jeg saa’, han skyndte sig bort med
dit lille Barn; han gaar stærkere til end Vinden, han
bringer aldrig tilbage, hvad han tog.» «Sig mig blot,
hvad Vej han gik!» sagde Moderen, «sig mig Vejen,
og jeg skal finde ham.» «Jeg véd den,» sagde Konen i
de sorte Klæder, «men før jeg siger den, maa Du først
synge for mig alle de Viser, Du har sunget for dit
Barn! jeg holder af dem, jeg har hørt dem før, jeg er
Natten, jeg saa’ dine Taarer, mens Du sang dem.» «Jeg
vil synge dem alle, alle h sagde Moderen, «men stans
mig ikke, at jeg kan finde mit Barn.» Men Natten sad
stum og stille, da vred Moderen sine Hænder, sang og
græd, og der var mange Viser, men endnu flere Taarer.»
Moderen gaar videre, græder sine Øjne ud, da hun kun
for denne Pris kan komme over Søen, giver endelig for
at komme ind i Dødens Drivhus «den gamle Gravkone»
sit lange sorte Haar og faar hendes hvide istedet
Her er en uopregnelig Mængde af
Fantasivæsener, smaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
