Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166
Fr. Paludan-Muller
Fra det Øjeblik nu, da Omslaget er sket, bliver
Foragten Digterens egenlige Muse, og nu løber
den sædelige Alvor ganske af med Paludan-Muller,
saalænge til det Tidspunkt kommer, da Helten begynder
at forstenes i Aandløshed; da trækker Digteren og vi
atter Vejret. I det mellemliggende Tidsrum hersker en
aldeles forstemmende og nedstemmende Ironi; Digteren
giver al sin Væmmelse over det Forkastelige Luft, og
den indskrænker sig ikke til Adam Homo; baade Mille
og Clara piskes med Satirens Svøber. Aldrig et Blik
eller en Tanke tilovers for hvad der hos Kvinder som
Clara eller Baronessen undskylder det Urigtige eller
Stygge, intet overbærende eller medlidende Ord med
Hensyn til den Skæbne at være gift med Galt, samme
bitre, vrængende Spot over Frigørelsesbestræbelsen
hos Kvinden som over de religiøst eller politisk
frisindede Samfundsbevægelser i Digterens Samtid. Det
Personligt-Moralske er ham Alt; han ser det ikke som
et Led i det store Hele, betragter det ikke som en
særlig organisk Virksomhed som Leverens eller Hjertets
i det menneskelige Legeme; han har kun Øje for det:
hvor det er nærværende, skjuler det alt Andet for hans
Blik; hvor det mangler, ser han kun dets Fraværelse,
og det glimrer da netop ved den.
Adam har i det Hele tre Perioder: i den første er
han troskyldig, i den anden er han slet, i den tredje
er han dum. I den midterste Periode er Digteren saa
streng imod ham, at han bliver uretfærdig. Ligesom
Mille ved den forstilte Udfordring driver Gæk med hvad
der er tilbage af Mandighed hos Adam, saaledes leger
Digteren i dette Tidsrum med hans bedre Forsætter
og ufrivillige Selvskuffelser. Endog naar Adam er
stedt i det mest omfattende og afgørende Selvbedrag,
lader han ham tale Sandhedens eget Sprog, saa vi
forfærdede griber os selv i Brystet. Men baade før
og efter denne Overgangsperiode er Bogen overvættes
rig paa herlige, rent komiske Partier, og udfolder
baade Troskyldighedens og Aandløshedens Latterlighed
i de mest træffende Billeder. I det første Afsnit
glimrer især de to Skudsmaal, som den uerfarne Adam
giver v. Pahlen og Clara, hans første Kvad, og det
Sted, hvor han sender Breve om for at faa Penge
tillaans. Fra den sidste Periode mindes man Stedet,
hvor han bliver Magdalene-Direktør, og hvor han som
Teater-Zeus lader Tordenen rulle, Lottes Brev og
Jensens Afsked med den døende Ven. Det forstaar sig
af sig selv, at Æmnets Grund-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>