Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180
Fr. Paludan-Muller
Byronsk i Tonen og ikke dansk nok. Til Gengæld var
da Winther ham for urn åndig.
Fra Chr. Winther gled Samtalen over til Gosse’s
Afhandling om Swinburne. Om Gosse talte han med
Sympati; men selvfølgelig var Swinburne ham en
Gru. Havde han kendt ham personlig, havde han maaske
fældet en gunstigere Dom om ham, men han var altfor
meget Biskopssøn og altfor konservativ til ikke at
føle sig i høj Grad frastødt af en republikansk og
ateistisk Digter. Jo ældre han blev, des mere stadigt
sysselsatte han sig med bibelsk, ja med egenlig
teologisk Granskning. Han kunde - om end skemtende -
gøre sig til af at være en ganske lærd Dogmatiker;
af sit Digterværd gjorde han sig aldrig til, end ikke
i Spøg. En Tillæmpningsfilosofi selv af et meget
fri-farvet Anstrøg kunde han billige hos en Poet,
men intet afgjort Fritænkeri.
$
Tilsidst faldt Talen paa Julius Langes Afhandling
Om Kunst-værdi. Hvor megen Sympati han end i
Almindelighed havde for Forfatteren, saa kunde dog
denne Bog umuligt være ham tilpas. Dertil var den
ham altfor virkelighedskær. Den Ytring af Lange, at
Kunsten ikke handler om det Skønne, var ham en Torn i
Øjet. «Hvad bliver der saa af Ideerne, af det Sande,
det Skønne, det Gode U sagde han med smilende Øjne
og en pudsig Haand-bevægelse, som vilde han udtrykke,
at noget Galere end at forgribe sig paa Ideerne kunde
man neppe finde paa.
Imidlertid lød fra Talerstolen ind i vor Underholdning
snart «100 Millioner», snart ^Befæstning fra
Landsiden», samt Hør og Hyssen fra Tilhørerskaren,
saa mit Forsvar for Langes u-meta-fysiske Æstetik
efterhaanden gik i Stykker for mig og jeg sagde
Digteren Farvel. Da jeg erfoer, at denne min
Meningsudveksling med ham havde været den sidste,
slog det mig som et underligt Træf, at vor første
og vor sidste Samtale havde handlet om det Samme, om
det Skønnes Væsen og om Naturens og Kunstens Forhold
til det Skønne. Han havde paa Valgdagen hævdet den
samme idealistiske Opfattelse af Kunsten som hin
Morgen tretten Aar tidligere ved Esrom Sø. Hele sit
Liv igennem havde han jo ogsaa praktisk hævdet den,
været, som han selv havde kaldt det, «en Dyrker af
det Skønne» som Idé.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
