Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Fr. Paludan-Müller (1809–1876)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fr. Paludan-Muller
189
Hauch og saa mange andre ædle Sværmere i Slægten
drømte, og som han skildrede, da han sang om
Mælkevejens Hav hvor «de forløste Aander glide saligt
drømmende uden Angst og Sorg, med Udødelighedens
Glans i Øjet gennem ubekendte Verdener»; det er
det Nydelsens Alibi, den Andenstedsnærværelse,
som Bødtcher ligesom saa mange af Slægten søgte
i det Ophold under Italiens Sol, der optog deres
bedste Aar;, det er den evige Ungdom og det aldrig
endende Foraar,- som Christian Winther og Andersen
og alle de i Slægten, der som de ikke vilde ældes,
formaaede at fastholde og at fremtrylle. Men det
er Paludan-Mullers Storhed som Aand, at han lededes
ved dette Liv og denne Skønhed. Han digter, at midt
under al denne Glemsel af det Jordiske og midt
under al denne Svælgen i Lykke, fortæres Tithon
af Længsel efter sit Land, sin Slægt, sit Folk,
efter den hele uideale Virkelighed, han engang saa
gerne havde forladt. Og det er visselig ikke med
Urette, han længes; thi intet Ringere end Priamos’s
Tronbestigelse, Helenas Bortførelse, den tiaarige
Krig, som Homer skulde besynge, og Trojas sporløse
Ødelæggelse er foregaaet, imedens han levede højt
i Morgenrødens Skyland. Saaledes havde engang den
franske Revolution udspilt sit hele storartede Drama,
medens visse Folk sang Rahbekske Viser. Saaledes havde
Kjøbenhavn spillet Privatkomedie under Slaget ved
Waterloo og Danmark læst Heibergs Den flyvende Post
under Julirevolutionen. Paludan-Muller lader Tithon
tiltvinge sig Auroras Tilladelse til at vende tilbage,
og den Replik, han nu siger, idet han atter sætter
Fod paa Jorden, turde betegne det betydningsfuldeste
"Vendepunkt i Paludan-Mullers Udviklingsgang:
Tung er din Luft, o Jord! Ned som en Byrde
Den falder paa mit Bryst og mine Lemmer,
Og som en Vægt den tynger fast min Skulder.
Uvenlig er din Hilsen - kold og skarp
Du sender mig den barske Vind imøde,
Og i din Vinterdragt du har dig klædt.
Hvorhen jeg ser., er dine Marker øde -
Paa Træets Grene hænger Løvet gult;
Dit Græs er vissent; med din Krans af Sne
Har alt den fjerne Bjergtop hist du smykket.
Vil du mig skræmme? Er saa streng din Mine,
Fordi jeg har dig svigtet og forladt? -
O, dig jeg hilse vil, min Fædrejord!
Med dette Kys tag mine Glædestaarer!
Er du end øde, dog mit Bryst du fylder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
