Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Rinna Hauch (1811–1896)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212 Rinna
Hauch
sit Livs sidste Halvdel havde ansete og fremragende
Gejstlige i sin nærmeste Omgivelse. Hun billigede,
at hendes Mand sammenlignede hende med visse Kvinder
i de islandske Sagaer, der aldrig glemmer og aldrig
tilgiver.
Carsten Hauch var en Riddersmand, fuld af Former
og Hensyn. Hans tunge, uverdslige Væsen udelukkede
ikke en gammeldags Ynde i Holdning og Sprog. Hun
manglede Gratie. Hun skal have været forfængelig af
sit tiltalende Ydre som ung. Men som hun i ældre Aar
intet havde af sit Køns Forfængelighed, saaledes
heller ingen af dets vindende Egenskaber. Som hun
ikke brød sig om, hvorledes hun gik klædt eller tog
sig ud, saaledes viste hun heller intet skaanende
Hensyn til Andres Forfængelighed. Hun var en Ven
og Støtte for dem, hun holdt af, dem, hun virkelig
satte Pris paa; hun var en Fremmed, der ikke skjulte
sin Ligegyldighed, overfor dem, hun agtede ringe. Og
hørte liun en Ytring, der forekom hende falsk eller
lav eller usand, saa var hun ikke af dem, der lod en
fraværende Ven i Stikken, og hun kunde da finde saa
aandrige, saa vittige Vendinger, at hendes Ord fik
dobbelt Braad.
Den gamle Hauch var visselig en Mand med Hjertet
paa rette Sted. Hans Hustru var modig som han; hun
var som skabt til Sygeplejerske under en smitsom
Farsot. Men hun var endda mere Mand end han, stærkere
og haardere, skønt paa sin Vis blød. Han kunde vise
Karaktersvaghed; aldrig hun. Han kunde finde sig i
selskabelig Falskhed; aldrig hun. Men hun havde en
meget levende Medfølelse med alle dem, som led, og
endnu mere med Dyr end med Mennesker. Da de skulde
foretage deres sidste Rejse til Italien, tænkte hun
med stadig Angst paa det Skue af de pinte, mishandlede
Dyr, som forestod hende. Hvis hendes Begavelse havde
været saa fyldig, som hendes Aand var stærk, saa
havde hun efterladt sig tydelige Spor af sit Liv. Men
der var intet Forhold imellem dem. Hendes Aand var
i den store Stil, streng og stoisk. Man maa have
set, med hvilken Sindsro hun i sin Tid tog en elsket
Datters Selvmord for at kunne maale hendes Stoicisme
og hendes Livsforagt. Men hendes fremstillende Evner
var ikke ualmindelige, hendes Anlæg til Frembringen
var ringe, og hendes Opfattelse var uden Smidighed,
Hun bedømte vel Mennesker sundt og med Skarphed, men
hun manglede alle Afskygninger og troede paa visse
sædelige Rubrikbetegnelser som paa Dogmer. Hun havde
f. Eks. et næsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
