Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 Søren
Kierkegaard
sjældent Vaaben eller Smykke, men man tirre det ikke,
det er drilsk af Natur, spotsk i sine Svar, bidende
vittigt, naar det ægges. Det har en Sjæl uden Sol,
det lever et Liv uden Foraar; men det ser skarpt og
det evner Meget.
Den stakkels Sildefødning var ikke blot vanfør,
men syg, meget syg. 33 Aar gammel betegner han sig
selv som fra sin tidligste Tid fortæret af en «til
Afsindighed grænsende Lidelse», der maatte have
sin Grund i et Misforhold mellem Legeme og SjæL
(Efterl. Pap, II. 431.) Denne Lidelse, som han med
sin bibelske Udtryksmaade kalder sin «Pæl i Kødet*,
var det, som affødte det rugende Tungsind, hvis Taager
indhyllede hele hans Opvækst. Men ud af disse Taager
blinkede den drilske Ironis og Vittigheds Lyn. Han
havde den Art Vid, som, om end i langt ringere
Grad, gerne findes hos Pukkelryggede, hos Hofnarre
eller andre svage og jævnligt forulempede Væsener,
der lider under et uhelbredeligt Tungsind; kun at
dette Vid hos ham altid tjente Ideer, var behersket,
gennemsigtigt, genialt, selv hvor det ytrede sig i en
Haan saa skærende, at Verden neppe siden Swifts Tid
havde hørt Magen. I Drengeaarene aabenbarede dette
Vid sig som ungdommelig Kaadhed. Et Par Anekdoter
fra Skoletiden betegner dets Art. Den danske Lærer
Hr. Storck havde forlovet sig, og den udvalgte
Genstand hed Charlotte Lund. Der skulde skrives en
dansk Stil over et selvvalgt Æmne og Kiergaard skrev
nu Charlottelund, Rejsen dertil og Fornøjelserne
der, med Hentydninger til Forlovelsen og Navnet. Den
tyske Lærer, Hr. Mathiesen, var saa svag, at Drengene
tillod sig Alt i hans Timer. En Dag gik de saa vidt,
at de holdt fuldstændigt Maaltid i Klassen med dækket
Bord, Smørrebrød og 01, gik omkring og bød hinanden
Velbekomme. Hr. Mathiesen vilde i sin Fortvivlelse
klage til Bestyreren, da Drengene omringede ham
og bad ham at blive. Søren Kierkegaard alene blev
siddende paa sin Plads og sagde kun: «Vil De saa
ogsaa sige Professoren, at saadan har vi det altid
i Deres Timer.» Læreren blev.
II
Det var fra Faderen, at Kierkegaard arvede baade sit
Tungsind, sit Vid og sine Evner. Moderen, hvem han
først mistede i sit 22de Aar, nævner han mærkeligt
nok aldrig med et Ord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
