Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310 Søren
Kierkegaard
Haand. Han havde selv nylig saa dybt gennemlevet
et enkelt Livsforhold, et af dem, i hvilke andre
Mennesker plejer at jaske mest og uslest, et
Kærlighedsforhold, havde taget det saa alvorligt,
at han mente ud fra det at forstaa Oldtid og Nutid,
Poesiens og Kunstens store Hovedskikkelser, det gamle
Hellas og det gamle Palæstina. Han havde følt, hvad
man lærte af at leve med Inderlighed.
Idet han sammenligner sin Tilstand med Troens Faders,
føler han, at den frygteligt anstrengende Afgørelse,
i hvilken han har levet, netop er Troens. Det er
da altsaa denne Tro, som Slægten har fundet altfor
enfoldig for sig og har forladt, det er den, der af
Filosoferne betragtes som et tilbagelagt Standpunkt,
kun passende for tankeløse og barnlige Menneskers
Udviklingstrin - denne alle Sjælens Evner anspændende
Tilstand i den yderste Lidenskab, en Lidenskab som
dens, der skal holde sig oppe trædende Vande paa
talløse Favnes Dyb (70,000 Favne nævner Kierkegaard
altid, øjensynligt i den Tro, at Verdenshavet kan
være saa dybt). Han føler sig som en Opdager eller
rettere som en Genopdager. Han har da genopdaget
den Tro, som Slægten har glemt Vejen til. Han havde
visselig altid højagtet det Religiøse; han havde
set op dertil som til det Nedarvede, det Givne, den
højtidelige, ærværdige Overlevering, og han havde
fra sin første Udtræden i Verden, af Pietet mod
Faderen, opsøgt Beviser derfor. Men i sin tidlige
Ungdom havde han «paa en rent udvortes Maade*,
i Grunden «staaende aldeles udenfor Kristendommen,
kæmpet for dens Sandhed* (E. P. I 154). Aldrig før
havde han som nu fornummet det Religiøse i dets hele
Urtids-Oprindelighed. Det var ham, som havde han
opdaget Troens Kilder. Han, som aldrig egenlig havde
været from, han følte til sin Lindring, at Troen,
det var for den Evnerige og Dannede egenlig slet
ikke den stille Fromhed. Han, som altid havde været
lidenskabelig, ja mere end det: som havde forgudet
Lidenskaben, han følte med Berusning, at Troen var
en Lidenskab, den højeste Lidenskab, ja at dette var
Troens Begrebsbestemmelse. Han, der altid havde villet
bære det Tungeste og udrette det Vanskeligste, han
indsaa som en St. Christopher med Smertens Nydelse, at
Troen var det Tungeste, det Vanskeligste af Alt. Han
havde ad nye Veje genfundet det gamle Vidunderland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
