Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
349
at man ikke kunde gøre Ægteskabet nogen slettere
Tjeneste end den at knytte dets Værd og Bestaaen
til en enkelt saakaldt Aabenbaring. Dog herved
er der ingen Anledning til at dvæle. Men hvad
der er des mere Grund til at fremhæve, det er,
at den Anskuelse af Ægteskabet og Kristendommen,
som Assessor Wilhelm foredrager, er en ganske anden
end den, hvortil Kierkegaard selv senere kommer,
ja den stik modsatte, saa at Kierkegaard ender med i
sit eget Navn i de hensynsløseste Udtryk at fordømme
den Kristendomsopfattelse, som han her øjensynligt
stræber at sætte i det fordelagtigste Lys. Thi hvad
Assessoren her gør gældende, det er netop den sødlige
og blødagtige Kristendom, som Kierkegaard ender med
at erklære for «den mest kvalificerede Ugudelighed»,
for «Nederdrægtigheds, for «idel Løgn», for «et Dyb
af Afskyelighed og Nonsens*. .- Allerede af den Grund
er det tankeløst, at anse Enten-Eller for en beregnet
Forberedelse til de senere religiøse Skrifter.
Afhandlingen om Ægteskabets æstetiske Gyldighed
turde være det Svageste, Kierkegaard nogensinde har
forfattet. Hvis virkelig anden Del af Enten-Eller er
skrevet før end første og følgelig denne Afhandling
allerførst, da kan man kun anerkende de store
Fremskridt, Forfatteren under Udarbejdelsen af sit
Værk har gjort. Afhandlingens Tyngdepunkt er ikke
moralsk, men rent teologisk. Udgangspunktet er dette,
hvor skønt det dog vilde være for den Kristne, om
han turde kalde sin Gud Kærlighedens Gud saaledes, at
han ogsaa derved tænkte paa «hin uudsigelige salige
Følelse, hin evige Magt i Verden - den jordiske
Kærlighed.» Forfatteren tænker sig Indvendinger
derimod. Man kunde indvende, at de Kristnes Gud
er Aand og at det f. Eks. ikke er nødvendigt for
den Kristne «at Kristus skal have været en jordisk
Skønhed», hvad endog vilde have været meget sørgeligt,
«thi hvorledes maatte de Troende da ikke længes efter
at se ham.» Men fortsættes der, man mene ikke derfor,
at Kristendommen udelukker eller tilintetgør det
Sanselige; gjorde den det, vilde, siger Forfatteren,
jo selve Sundheden blive mistænkelig - et uheldigt
Bevis, da dette er Noget, Sundheden som bekendt altid
for Kristendommen har været. Kierkegaard anfører selv
allerede i ^Stadierne (431) Feuerbachs og Pascals
samstemmende Vidnesbyrd for, at den Kristnes Liv er
en bestandig Lidelseshistorie.
Da Kristendom, naar dette Ord ikke tages
i en strengt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
