Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
364 Søren
Kierkegaard
vil sige, mod Slægtens kulturhistoriske Formaal
som de væsenlige, knytter sig.
«Indvendingen er denne, skriver Kierkegaard
med spærret Skrift: hvorledes man, hvis man blot
statuerer Generations- eller Slægtsudviklingen, eller
dog statuerer den som det Højeste, hvorledes man da
forklarer den guddommelige Ødselhed, der bruger den
uendelige Skare af Individer i den ene Generation
efter den anden for at faa den verdenshistoriske
Udvikling i Gang. Det verdenshistoriske Drama gaar
uendelig langsomt frem. Hvorfor haster Gud ikke,
dersom det blot er det, han vil? Hvilken udramatisk
Langmodighed,, eller rettere, hvilken prosaisk
og kedelig Udtværen! , Og dersom det blot er det,
han vil: O Rædsel, tyrannisk at ødsle Myriader af
Menneskeliv!» (Afslutt Efterskr. 115.)
Her som saa ofte viser det sig, at de i en
aabenbaret Religions Mening mest religiøse Aander
er de i almindeligere Forstand mest irreligiøse. Det
virkelige Liv, den virkelige Udvikling, Tilstanden,
som den er og altid har været, synes den fromme
Betragter et Virvar af Rædsel og Tyranni, og
istedenfor med Selvforglemmelse at bøje sig under
Tilværelsen, som den møder os, istedenfor at arbejde
paa, at den kan vorde blidere for følgende Slægter,
oprøres han mod den virkelige Verdensorden og danner
sig en opdigtet til Erstatning. Som ovenfor fører
Kierkegaard sit Bevis ud fra en fast Forudsætning,
der ikke prøves, fordi den betragtes som aabenbaret
Sandhed. Han opfordrer Filosofen til at forklare,
hvorfor Gud ødsler med de Enkelte., hvorfor Gud
ikke haster mere. Hvad om Filosofen svarede ham,
at han ikke har modtaget nogen Aabenbaring om Gud
og Guds Fremgangsmaade, men at Erfaringen viser ham
og enhver Iagttager, at Naturen ødsler med Mennesker
som med Dyr, og at den historiske Udvikling nu engang
ikke synes at rette sig efter vore Ønsker eller have
nogen Hast. Ulykken er, at den moderne Videnskabs
Naturbegreb er Kierkegaard ganske fremmed og han
derfor nødes til at paadutte sine Modstandere sit
eget teologiske Gudsbegreb.
Denne Mangel paa Naturbegreb kunde spores allerede ved
Begyndelsen af hans Forfatterbane paa et Punkt, som
ovenfor af andre Grunde blev fremhævet, men som nu kan
ses i en ny Sammenhæng; jeg tænker paa Kierkegaards
Angreb paa Andersens Lære om Geniet. Andersen mente,
at Geniet særlig b e-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
