Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
383
at føre en nogenlunde menneskeværdig og lykkelig
Tilværelse, naar.man var saa lidt optrædende som
muligt. I Saadanne Øjeblikke sagde han til sig selv
(E. P. II. 301): «Dit Liv er i Grunden forspildt,
Du er endeligen bleven til Noget ... og i Danmark
lever man kun lykkeligt, naar man er Ingenting», eller
med en anden Variation (E. P. II. 430): «Kjøbenhavn
er den behageligste By, man kan tænke sig at leve
i for Enhver, der er Ingenting eller endnu mindre.»
Det gik op for ham, hvad hans eget Liv ikke tidligere
personlig havde vist ham, at der i smaa Samfund finder
en Art Sammensværgelse Sted af Middelmaadighederne
mod den Selvstændige, der ikke vil antage de Andres
Mening, men er saa fræk at ville lære dem noget: «I
Grunden er Forholdet det, at de Fleste har en skjult
Forestilling om, at jeg dog nok er Manden, men de
tænker som saa: naar vi Alle bliver enige om at drille
ham, saa maa han dog give Køb. En saadan negativ
Konspiration er kun tænkelig i et lille Land .... Det
var dog muligt, at jeg trods al min Ringhed for Gud
.... var for mit Folk «en Gave fra Guden»; Gud véd,
de har behandlet mig maadeligt nok, ja mishandlet mig,
som^Børn mishandle en kostbar Foræring. .» Og jo mere
han grubler derover, des dybere føler han Urettens
Braad; thi hvorfor har han lidt den, hvorfor er han
givet til Pris som et Offer for Mængdens Latter? Fordi
han udæskede det Slette og fordi dette Skridt var
«lidt for højt, lidt for højmodigt til at passe ind
i den herskende Middelmaadig-hecb, og, ubekendt som
han er med den Medfart de store fremmede Forfattere
i dette Aarhundrede (en Shelley, en George Sand,
en Hugo) har lidt, udraaber han i Følelsen af sin
Sags Renhed: .«Man skal neppe i noget andet Lands
Literatur kunne vise en Forfatter, der har oplevet
dette.» (E. P. II. 314.)
Saa var der denne Urets særegne Art: at det var
umuligt at bekæmpe og besejre den. Han havde visselig
Tillid til sine Evner trods Nogen; han havde, som han
selv siger, aldrig tvivlet paa, at om han satte sig
det Dumdristigste for, det jo skulde lykkes for ham;
han havde hidtil udrettet det næsten Utrolige, i fire
Aar udfoldet en Forfattervirksomhed, hvortil en dansk
Forfatter ordenligvis vilde behøve tyve, havde med
Pennen i Haanden overvundet sit Legemes Sygelighed
og sin Sjæls Tungsind, havde bragt Filosofer og
Teologer til Taushed og havde, da Heiberg, den i dansk
Literatur almægtige Overdommer, stillede sig paa hans
Vej, pustet ham til Side som en Sæbeboble - og nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
