Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danske Personligheder - Søren Kierkegaard (1813–1855)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Søren Kierkegaard
395
egen Forklaring stadig virkede for «Uro i Retning
af Inderliggørelsen Men selve denne Bestemmelse
udelukkede jo tillige ethvert Sigte paa Uro
udadtil. Dog Den, der med Rette bestemte sit
Forfatterskabs hele Kende med de Ord: at gøre
opmærksom, var nødvendigvis særlig anlagt til
Agitator; thi disse Ord angiver det nærmeste Øjemed
for al stor og fornem Agitation.
Og han var en stor Urostifter - han, hvis Sjæl var
opfyldt af en saa levende Harme, han, som havde
Sproget saa fuldstændigt i sin Magt og som gennem
det opbyggelige Foredrag havde uddannet sin Evne
til at tale til Menigmands Begreb, han, som endelig
besad et saadant Pilekogger fuldt af braaddede og
skærpede Vittighedspile. Han var Manden for at føre
en Agitation, som den kun sjældent er ført i vort
Aarhundrede, han, der forenede Lassalle’s Selvfølelse
med en Veltalenhed som O’Gonnell’s og en skærende
Haan som Swift’s.
Det nytter ikke at beskrive hans Fremgangsmaade. Man
maa selv se ham udmejsle Foragten i det sproglige
Udtryk, udhamre Ordet til det former sig til den
størst mulige, den blodigste Fornærmelse - uden at
det dog et Øjeblik ophører at være Bærer af Idé. Man
maa læse hans første Artikler mod Gejstligheden i
den samlede Udgave af hans Bladartikler, som ogsaa
indeholder Indlæggene mod ham fra de forskellige
Repræsentanter for det Bestaaende - mest navnløse
i Berlingske Tidende, Fædrelandet og Dagbladet -
for at se hans Begejstrings Flammeskrift lyse paa
den Baggrund af Slaphed, Vrøvl og Grinebidervæsen
i Samtiden, der danner dens uundværlige Folie. Man
forstaar let, at der fra først af kom Røre iblandt
Gejstligheden, da det i offenlige Blade stod skrevet
og af en saadan Pen, at den religiøse Tilstand i
Landet var den: «Kristendommen er slet ikke til»
(26. Marts 1855), eller som det to Dage senere lød:
«Her er ikke noget at reformere; det, det gælder om,
er at bringe Lys i en gennem Aarhundreder fortsat
.... kristelig Kriminalforbrydelse». Saa skrev man da
saa godt man kunde, med Overlegenhed, med Harme, med
Salvelse, med Strenghed. Men da det ikke gjorde mere
Indtryk paa Statskirkens formastelige Angriber end om
han havde boet paa en anden Planet, saa forstummede
al denne Veltalenhed efterhaanden og man hørte Søren
Kierkegaards Stemme alene.
Hvad var det for et Sprog, denne Stemme førte?
Den raabte:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
